ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat| Organisationer i opråb til pensionskasserne: Vis samfundssind og stop investeringer i olieudvinding

Olieplatform i Nordsøen. Arkivfoto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix
Olieplatform i Nordsøen. Arkivfoto: Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix

I øjeblikket er alle kræfter samlet om at bekæmpe coronapandemien. Der udvises samfundssind. Lad os få mere af det i den anden globale udfordring - klimaforandringerne - hvor det er på høje tid, at vore pensionsselskaber dropper investeringerne i olieudvinding. For fakta er, at PFA, Danmark største private pensionsselskab, har øget investeringerne i fossile selskaber med 1,3 mia. kr. til i alt 10,5 mia. kr. ATP har 5,5 mia. kr. i fossile selskaber. Tilsammen har pensionsselskaberne mere end 30 mia. kr. i den fossile fortid. Og det er alene pensionsselskabernes offentlige aktielister. Meget mere er formentlig gemt i kapitalfonde og virksomhedsobligationer mv.

Samtidig lancerer mange pensionsselskaber nu nye klimavenlige pensionsprodukter, og ved lanceringen af PFAs Klima Plus sagde Allan Polack, adm. dir. i PFA: "Vi ved ikke, hvor længe vores klode kan overleve uden handling. Vi kræver derfor handling nu fra de selskaber, som vi investerer i gennem Klima Plus."

PFA skriver i deres klimapolitik, at de ønsker at bidrage til Parisaftalen. Men så længe PFA ikke har en politik for at afvikle sine mange mia. kr. i de fossile selskaber, er det svært at se

Pollack har ret. Klimakrisen er ikke et fremtidsscenarie. Den er nu og her meget konkret for millioner af mennesker i det sydlige Afrika. Regntiden er udeblevet, og millioner af mennesker i Zambia, Malawi, Zimbabwe og Mozambique er ramt af sult. Sidste år blev de samme lande hærget af to voldsomme cykloner.

Alligevel fastholder og øger PFA investeringerne i fossile aktier og lader 1,3 millioner danskere med deres pension i PFA investere i selskaber, der driver klimakrisen og ødelægger vores livsgrundlag den dag, vi skal på pension.

Ifølge Parisaftalen skal vi bestræbe os på at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader. Det indebærer, at en stor del af de kendte lagre af olie, kul og gas skal blive i jorden, og at vi opgiver jagten på nye fossile brændstoffer. Alligevel har regeringer og fossile selskaber allerede nu planer om at producere 120 pct. mere fossile brændstoffer, end målet om 1,5 graders stigning tillader.Det viser en ny rapport fra FNs miljøprogram, mens mange af de selskaber, PFA investerer i, ufortrødent fortsætter produktion og eftersøgning efter fossile brændstoffer.

PFA skriver i deres klimapolitik, at de ønsker at bidrage til Parisaftalen. Men så længe PFA ikke har en politik for at afvikle sine mange mia. kr. i de fossile selskaber, er det svært at se. Samtidig er det tydeligvis op ad bakke at presse de fossile selskaber i en mere bæredygtigt retning. Det forsøger PFA ligesom de fleste andre store pensionsselskaber at gøre som en del af Climate Action 100+, hvor mere end 350 investorer fra hele verden samarbejder. I den senesterapport fra dette netværkskriver investorerne, at "intet selskab i sektoren kunne forklare investorerne konkret, hvordan dets forretningsprofil passer til opnåelse af netto-nulemissioner inden for de næste 30 år."

Samme rapport finder, at alle de undersøgte olie-, gas- og kulselskaber modarbejder den grønne omstilling og ikke har en lobby-strategi, der meningsfuldt er tilpasset Parisaftalen. Faktisk viser en ny opgørelse fra Det Internationale Energiagentur, at kun 1 pct. af de fossile selskabers investeringer er bæredygtige. Resten investeres i videreudvikling af deres fossile aktiviteter.

Samtidig udgør fossile selskaber i stigende grad en økonomisk risiko. Deres aktier er værdisat ud fra, at de skal udvinde den olie, kul og gas, de har fundet. Hvis vi tager Parisaftalen og videnskaben alvorligt, skal størstedelen af disse kendte ressourcer blive i jorden, og selskaberne vil miste en stor del af deres værdi. Dermed er den finansielle risiko et yderligere argument for at af-investere fossile selskaber. Vi skal ikke investere vores pension med en incitamentstruktur, hvor det koster os penge, hvis vi redder planeten.

Under coronakrisen er olieprisen halveret, og aktierne i de fossile selskaber styrtbløder, hvilket illustrerer den økonomisk risiko, de fossile selskaber udgør.

Så lad os nu komme videre. Lad os trække pensionsmidlerne helt ud af de fossile selskaber. Det skylder vi planeten og os, der bebor den – særligt i de fattigste lande hvor klimakrisen allerede nu tager levebrødet ud af munden på dem.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis