Hvis man vågnede op i Holstebro i 1950, ville man kigge ud over en fin købstad omkranset af marker. Hvis man vågnede op samme sted i år 2000, ville man opleve markante forandringer og en eksplosiv udvikling båret frem af de store samfundsløsninger: udvidet skolegang, folkepension, sygehushjælp, erhvervsvækst og kulturinstitutioner. Spørgsmålet er, hvilken forskel man vil kunne opleve, hvis vi spoler tiden frem til 2050. Vil man opleve en lignende fremgang? Man kan godt frygte, at svaret er nej.
Danmark er et velfungerende samfund med velstand og velfærd. Vi er rige, vi har rent vand i hanerne, vi har varme i radiatorerne. Vi har adgang til sundhedsydelser, uddannelse og infrastruktur. Det har vi, fordi det politiske system gennem reformer har formået at løse de udfordringer, der har mødt os siden Anden Verdenskrig.
Der er selvsagt meget, vi kunne gøre bedre, men et godt stykke ad vejen er vi lykkedes med at løse det, man kunne kalde samfundets tamme problemer – det er ikke nemme problemer, det er de samfundsproblemer, som vi kan identificere, afgrænse og formulere konkrete løsninger på. Men det er, som om der er kommet slør i det politiske styretøj. Vi formulerer masser af politik, men ofte udebliver forandringerne. Det er en erkendelse som stadig flere – politikere, civilsamfundsaktører, forskere – når frem til. Nina Smiths reformkommission blev sat i verden, fordi vores tilgang til reformer ikke længere virker, som den gjorde i det forrige århundrede.
I bogen “Entreprenørstaten” hører man en række opsigtsvækkende opråb fra førende embedsmænd, politikere, journalister og forskere: Vi vil for meget på for kort tid, vi har for meget fokus på debat og for lidt på implementering. Systemet er indrettet således, at den politiske belønning høstes ved lanceringen af visionen og ikke ved evalueringen af resultatet.
Det kunne se ud til, at danskerne er nået til den samme erkendelse: Flertallet af danskerne tror ifølge en ny undersøgelse ikke, at vores samfund vil være bedre om ti år end i dag. Vi bliver derfor nødt til at gentænke vores demokratiske ramme for at adressere tidens vilde problemer. Det er afgørende for tilliden til demokratiet som styreform, at vi i fællesskab formår at levere på de udfordringer, vi møder, og de løfter, vi stiller til hinanden. Er det politikere, der bærer skylden? Ikke nødvendigvis.
Det handler snarere om, at nogle af de problemer, vi står overfor, har ændret karakter. Vi er gået fra tamme til vilde problemer. Vilde problemer er grænseoverskridende og genstridige, er ikke nemme at definere og lader sig ikke løse alene ved at opføre en bygning eller hæve en ydelse: Hvordan løfter vi folkesundheden? Hvordan får vi flere hænder på arbejdsmarkedet, sætter skub i produktiviteten og hjælper socialt udsatte? Hvordan skruer vi op for læringen i folkeskolen, imødegår unges mistrivsel og tæmmer klima- og biodiversitetskriserne?
Vi kommer fra forskningsverdenen, politik, fonde, erhvervsliv, kulturliv og civilsamfund. Fra hver vores udkigspost ser vi problemer med den måde, vi i dag forsøger at håndtere vilde problemer på. Der bliver skruet op og ned på skattesatser, indført ydelser, regler og rettigheder. Hvis ikke det hjælper, hentes der assistance fra endnu en kommission, hvis fokus ikke er på implementering og evaluering, men for ofte på at udtrykke akut politisk handlekraft.
Vi står med det moderne demokratis paradoks: Samfundsproblemerne bliver vildere, men løsningerne bliver tammere. Sådan behøver det ikke at være. Måske Danmark skal være et foregangsland for nye måder at tackle de vilde problemer. Hvorfor egentlig ikke? Med vores stærke, samarbejdende demokrati har vi gode forudsætninger for at lykkes med at håndtere de vilde problemer.
Vi ser ikke ens på de enkelte vilde problemer, men vi er enige om, at der er behov for en ny aktør i det politiske landskab. En aktør, der kan binde flere perspektiver sammen, når vi laver politik og reformer. En aktør, der ikke er bundet af ideologi, kommercielle interesser og bureaukratiske kampe. En aktør, der samler og deler de bedste eksempler på alternative måder at forme politik og høste erfaringer fra ind- og udland. En aktør, som tør udtænke og teste ny tilgange til de vilde problemer, vi står overfor.
Sådan en aktør har vi fået i dag. Vi er gået sammen om at etablere en tænketank, der hedder Invi – Institut for vilde problemer. Samlet som bestyrelse er det med både stolthed og store forventninger, at vi præsenterer den nye aktør, der skal skabe rammerne for at visioner, viden og vedholdenhed bliver bærende elementer i vores tilgang til de vilde problemer.
