ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Vi skal lære unge, at det kræver mere end gode idéer at stable en virksomhed på benene”

De unges idé om, hvad iværksætteri kræver, flugter ikke med virkeligheden, skriver Vintergaard og Juel Jørgensen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De unges idé om, hvad iværksætteri kræver, flugter ikke med virkeligheden, skriver Vintergaard og Juel Jørgensen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Regeringens iværksætterstrategi nærmer sig. Vi ved ikke, hvad den indeholder, men vi ved, at man ønsker at løfte Danmark op til “verdens bedste iværksætterland.”

Skal Danmark være det, skal børn og unge tidligt møde entreprenørskabsaktiviteter i uddannelsessystemet. En ny Yougov-undersøgelse for Fonden For Entreprenørskab og Danske Bank viser, at det skal vi blive bedre til. For de unges idé om, hvad iværksætteri kræver, flugter ikke med virkeligheden.

Halvdelen af de 15-20-årige i undersøgelsen rangerer idéudvikling som den vigtigste kompetence. Dernæst kommer lederskabsevner og finansiel viden. Det matcher ikke virkelighedens kompetencebehov.

En rundspørge blandt anerkendte iværksættere og investorer viser, at det vigtigste for at få succes som iværksætter er kompetencer som robusthed, afprøvningsevner og samarbejde.

Alle tre kompetencer vægtes meget lavt blandt de adspurgte unge. Det efterlader os med en vigtig opgave: Vi skal give de unge de rette kompetencer og det rette billede af iværksætteri, så de ikke tror, at den gode idé er nok til at få succes.

Hvis vi ønsker en større og endnu bedre generation af iværksættere, skal vi lære de unge, at det kræver mere end gode idéer at stable en virksomhed på benene. De skal forstå, at deres evner til at samarbejde og rejse sig igen, når noget går skævt, er mindst lige så afgørende.

Det kræver, at vi går anderledes til værks. Undersøgelsen viser, at elever, der har oplevet at få entreprenørskabsundervisning, også føler, at de mestrer de vigtigste kompetencer. Det indikerer, at entreprenørskabsundervisning er en effektiv måde at klæde de unge på til livet som iværksætter.

Vi opfordrer derfor regeringen til at komme med en iværksætterstrategi, der tydeligt kommunikerer over for de unge, hvad en dygtig iværksætter er, og som tager højde for, at både motivation og væsentlige kompetencer skal dyrkes tidligt i uddannelsessystemet.

Vi skal sikre, at den yngre generation klædes bedre på i skolen med kompetencer, der bidrager til entreprenant dannelse. Ellers bliver Danmark aldrig “verdens bedste iværksætterland”.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis