Debat | Sofie Carsten Nielsen: Vi må ikke falde for de lette og hurtige løsninger, den ansvarlige vej ud af krisen går på disse tre ben

For første gang i et årti oplever vi for alvor jorden skælve under den danske økonomi. For mange var fremgangen efterhånden begyndt at føles som en naturlov. Det er derfor heller ikke underligt, at flere nu frygter for fremtiden. Verden har forandret sig. Stabil fremgang er erstattet med høj inflation, skyhøje energipriser, faldende boligpriser og højere renter.

Står vi på tærsklen til en økonomisk krise? Måske. Men vi står først og fremmest midt i en energi- og økonomisk krig med store sociale konsekvenser. Og det skal vi huske. For krig kommer med en pris – og det er den pris, vi nu betaler.

Det siger jeg ikke for, at vi skal vakle i vores opbakning til ukrainerne og vores stålsathed over for Putin. Tværtimod. Jeg siger det for at understrege situationens alvor og for at kalde til, at vi alle løfter det ansvar og den alvor, en krig kalder på. For ingen har nogensinde vundet en krig med letkøbte, overfladiske eller populistiske løsninger. Og vi vinder heller ikke denne medmindre, at vi politikere udviser ansvarlig krisestyring.

Som jeg ser det, så må den ansvarlige vej ud af den økonomiske krise gå på tre ben. Vi skal for det første holde hånden under dem, der rammes hårdest. Vi skal for det andet undgå populistiske løsninger. Og så skal vi i højere grad behandle selve sygdommen – ikke kun symptomerne. Sygdommen her forstået som den inflation, der lige nu forværres af energikrisen og Putins gas.

Den nuværende økonomiske situation er hård for os alle. Langt de fleste af os må klemme ballerne sammen for at komme godt igennem den. Virksomheder som borgere. Men for de fleste af os, så skal det også nok gå. Vi kommer helskindede ud på den anden side. Det gælder bare ikke alle. For nogen kan krisen være fatal. Det må vi ikke glemme. Og disse mennesker skal vi hjælpe. Men vi skal gøre det målrettet.

Hvis vi smører hjælpen tyndt ud over hele befolkningen, så bliver det enten umuligt dyrt, eller også bliver det så småt, at det bliver ligegyldigt. Rigtig meget fokus har de seneste uger og måneder været på sænkede afgifter. Elafgifter, gasafgifter. Og det lyder måske godt. Mest af alt, fordi det er løsninger, der er til at forstå. Det fungerer godt op til og under en valgkamp.

Men vi bliver nødt til at være ærlige med os selv. Det kan ikke stå alene og er i det hele taget ikke fornuftig og ansvarlig krisehåndtering. Dels fordi, vi smører hjælpen meget tyndt ud over hele befolkningen – også dem, der ikke har mest brug for den. Men også fordi, det øger efterspørgslen på lige netop den vare, vi er i underskud på. Og i en tid med høj inflation, er det selvsagt ikke den rigtige vej at gå. Vi har allerede et tydeligt eksempel på, hvad der sker, hvis politikere går for langt ned ad de populistiske løsningers vej.

I Storbritannien har den konservative regering til skræk og advarsel vist resten af verden, hvad pludselige indskydelser og ufinansierede lempelser kan gøre ved en økonomi. Valutakursen faldt, renten på statsobligationerne røg i vejret, og centralbanken måtte intervenere, og IMF sendte en kraftig advarsel til den britiske regering.

Det er ikke, fordi vi ikke har politikere herhjemme, der kunne finde på noget lignende. Morten Messerschmidt (DF) har taget den økonomiske uansvarlighed til nye højder og kræver eksempelvis, at vi pumper yderligere 20 mia. kr. ud i samfundet. Ufinansieret, vel at mærke. Alle, der ved bare en lille smule om økonomi, ved, at det er den slags, der kan få inflationen til at løbe helt af sporet.

Heldigvis oplever jeg da også, at andre partier omkring midten udviser økonomisk ansvarlighed, trods valgkampen. De ved godt, hvad der kan ske, hvis først overbudspolitikken tager fat. Jeg håber, den ansvarlighed holder hele vejen til den 1. november. Hvad jeg til gengæld savner politisk vilje til, også hos de ansvarlige partier omkring midten, er en helhjertet indsats for at fremrykke behandlingen af sygdommen. Her vores afhængighed af fossile brændsler.

Det er fair nok, at mange har blikket rettet mod de næste uger og måneder. Men hvis der ikke er nogen, der insisterer på, at vi skal dybere end symptombehandlingen, så står vi bare i samme situation til næste vinter.

Vi er i krig. En energikrig med Putin. Hvis ikke det er nu, vi kan fokusere 100 pct. på at slippe fri af vores afhængighed af den russiske gas – hvornår så? Vi ved jo, hvad der skal til.

Grøn omstilling. Hurtigere udrulning af fjernvarmenettet. Færre gasledninger. Flere varmepumper. Mere grøn strøm. Mere arbejdskraft, der kan gøre planerne til virkelighed. Hurtigere. Under coronakrisen viste det politiske Danmark, hvad vi er i stand til, når det virkelig gælder. Jeg ønsker, at samme viljestyrke og samling vil indfinde sig igen 1. november.