CSRD, CSDDD, TR, CSR, TBL, PPP, EES, ESS, ESG, EUDR, EPR, HRDD, SDG, CCS, GRI, SBT, CDP, ISSB, ESRS, PEFCR, CDSB, CoC, DJSI, EMAS, GHG, GSSB, LCA, SASB, SCoC, WBCSD, NFRD, SFDR, IPBES, ESPR, PRI, ASRS, EFRAG, SEC.
Med disse, og ja, mange andre bogstavkombinationer, kører samtalen rundt i ring hos landets virksomheder og konsulenthuse. Men den reelle omstilling? Den udebliver.
For indlejret i alle forkortelserne ligger også en modvilje mod at spørge, hvornår nok er nok, og hvad vi har brug for. Den tid, vi kunne have brugt på reelt at omstille os, er i brede træk blevet en øvelse i at “forgrønne” det eksisterende.
Forblændet af standarder, net-zero-mål og certificeringer køber vi i fællesskab ideen om, at “nu er der styr på det”. Men det er der ikke.
Derfor har vi (...) brug for virksomheder, der ikke bare venter på flere forkortelser, men sætter sig for at mestre begrænsningens kunst
Tillad os at give et eksempel med afsæt i et EU-direktiv, der i den grad har trukket overskrifter: nemlig direktivet for “bæredygtighedsrapportering”, den såkaldte CSRD.
Direktivet har ganske vist været udsat for en heftig udvanding, men selv før dette var der ikke meget, der tydede på, at det ville have ændret en fløjtende fis ift. at reducere den samlede belastning på vores økosystemer.
Ifølge en undersøgelse fra bl.a. Stockholm Resilience Center har direktivet nemlig hele tiden haft den indbyggede ulempe, at det, selv i sit krav om den såkaldte dobbelt væsentlighedsanalyse, først og fremmest beror på self-assessment (egenvurdering, red.) og ikke udfordrer virksomheders tendens til at vurdere risici efter, hvor økonomien er størst.
Pæn i rapportform
At en virksomhed tjener eller investerer mindre ét sted, er nemlig ikke nødvendigvis lig med mindre belastning, og konsekvenserne afhænger af de lokale økosystemers tilstand.
Men det mest omfattende problem? At lovgivningen på ingen måde forholder sig til, hvad virksomheden producerer, og i hvilken skala den gør det.
Vi “ressourceoptimerer” og justerer, men spørger aldrig hinanden, om vi nu også reelt har brug for det, der i evigt voksende mængder produceres, lobbyes for, markedsføres og forbruges.
Og den i forvejen stejle belastningskurve fortsætter. Så CSRD’ens primære samfundsbidrag ligger nok i, at den gør og kunne have gjort nogle rapporteringskonsulenter ekstremt velhavende – uden nogen større effekt for den kollektive levedygtighed.
Og det er i brede træk forkortelsernes bidrag: At give mandat til inkrementelle indsatser, der ser pæne ud i rapportform, men mestendels er status quo i slet forklædning. I forkortelsernes verden er det fastelavn hver dag.
Intet udfordrer de “frie markedskræfter” eller myten om “udbud og efterspørgsel”. Alt legitimerer business as usual.
Men i EU-lovgivningens tilfælde er det heller ikke så underligt: EUs Green Deal er primært funderet på et ønske om økonomisk ekspansion. Incitamentet under aftalen var med Ursula von der Leyens egne ord: “The European Green Deal is our new growth strategy.”
Alt hviler på en vildfaren forestilling om, at vi kan “decouple”, altså skabe en tilstrækkelig afkobling mellem økonomisk vækst og planetært pres – selvom en lang række forskere samt European Environmental Bureau igen og igen har afvist realismen i den idé.
Nødvendig regulering
Det betyder dog ikke, at al EU-regulering er ligegyldig: For eksempel har vi brug for lovgivning om afskovningsfri handel (EURD), og vi har brug for den nu.
Alene i Danmark importerer vi omtrent 4 mio. kg regnskovssoja hver dag for at fodre millioner af svin, og der er ingen måde at garantere, at den ikke har medført afskovning – og der er i øjeblikket ingen lovgivning, der forhindrer importen. Det er en fokuseret, konkret lov, som kan få enorm betydning.
Et andet eksempel på nødvendig lovgivning er EU’s Empowering Consumers for the Green Transition-direktiv, der skærper beskyttelsen af forbrugere mod bl.a. vildledende miljømarkedsføring, og træder i kraft fra september i år.
Men i hovedparten af EU’s opdrag glimrer både basale behov og vores behov for absolut belastningsreduktion ved sit fravær. Det reelle opdrag udebliver. Og desværre snyder man også europæiske virksomheder for den resiliens, der ligger i at producere noget, der reelt er brug for. Det, der er samfundstjenstligt, og det, der giver en større stabilitet, når verden bliver mere og mere volatil.
Desværre er det ikke kun i EU, at vi ser, hvordan politiske beslutningstagere holder omstillingen tilbage til fordel for mere kortsigtede interesser.
I en nyligt offentliggjort rapport fra den britiske sikkerhedsstyrelse fremgår det tydeligt, at konsekvenserne ved manglende handling er langt tættere på, end vi forestiller os.
Rapporten blev, pga. sit budskab, forsøgt tilbageholdt af regeringen i tre måneder, men peger i al sin enkelhed på, at vi er ved at ødelægge vores egen forsyningssikkerhed.
Og tilbageholdelsen in mente, peger den ikke mindst på, at vi nok ikke kan forvente, at vores beslutningstagere udstikker den fornødne retning i tide. Nærmere tværtimod.
Og derfor har vi, mere end nogensinde, brug for virksomheder, der ikke bare venter på flere forkortelser, men sætter sig for at mestre begrænsningens kunst. Virksomheder, der viser, at vi kan adressere overproduktionen uden at kollapse i processen.
Så læser du med som erhvervsleder eller ansat, så overvej følgende: Din tid er bedre brugt på konkrete tiltag, der gør os bedre i stand til at møde fremtiden. Og de tiltag vil vi gerne drøfte med dig.
