Som landeansvarlig for Danmark og Norge har jeg naturligt et ben placeret i hvert marked, og jeg har i lang tid undret mig over, hvor stor forskel der er mellem kommunerne i de to lande, når det kommer til at tage hensyn til bæredygtighed i indkøb og udbud.
Desværre for Danmark må jeg konstatere, at vi halter efter vores naboer i nord på den kommunale bæredygtighedsagenda.
Årsagen?
Der er sikkert flere. Men et godt sted at begynde er, at lovgivningen i Norge i højere grad sætter rammer for og skubber på en grønnere kommunal agenda, mens det ikke i samme omfang er tilfældet i Danmark.
I Norge kræver loven, at kommunerne ved indkøb stiller krav om, at miljø- og klimahensyn skal vægte minimum 30 pct. i evalueringen og være i top-3 over udvælgelseskriterier.
“Lidt klarere spilleregler vil hjælpe både kommuner og leverandører
I Danmark har vi ikke endnu samme konkrete krav til, hvor grønne indkøb skal være.
Det er op til den enkelte kommune og indkøbsafdelingen at finde frem til, hvor meget miljø- og klimahensyn et indkøb eller projekt skal indeholde.
I en tid med stort fokus på øget bæredygtighed kunne vi så håbe på, at kommunerne trods manglende lovgivning alligevel ville tilgodese miljø og klima, når opgaver kommer i udbud.
Men det er desværre sjældent tilfældet. I hvert fald i de legeplads- og anlægsudbud, som jeg på næsten på daglig basis ser.
Det er ærgerligt, fordi legepladser for eksempel belaster miljø og klimaet i et vist omfang, og fordi der rent faktisk allerede findes løsninger, der belaster miljøet i et markant mindre omfang – og vel at mærke uden at det går ud over hverken pris eller sikkerhed.
Min oplevelse af et mindre bæredygtighedsfokus bakkes også op fra andre sider. For eksempel har Dansk Industri i 2023 undersøgt, hvilke grønne krav kommunerne stiller til leverandørerne.
Resultatet fra undersøgelsen er, at det kun er 14 af landets kommuner, der har konkrete grønne målsætninger for deres indkøb.
De fleste kommuner angiver, at de dog har fokus på bæredygtighed i deres indkøb, men spørgsmålet er, hvor meget det reelt fylder i de situationer, hvor miljøgevinsten er størst – for eksempel i anlægsprojekter.
Jeg tror, at hvis rammerne for grønne indkøb var mere klare og faste, ville det være en nemmere opgave at løfte for kommunerne.
En rundspørge, som KL tidligere har lavet, viser, at næsten halvdelen af de kommunale indkøbere angiver, at de ofte har svært ved at købe mere bæredygtigt, fordi kravene er diffuse.
Samtidig kræver det ofte stort branchekendskab at udforme udbud, der bedst muligt tilgodeser hensyn til miljø og klima.
Det paradoksale er, at der til private aktører bliver stillet flere og flere krav til at agere mere bæredygtigt. Kravene kommer blandt andet fra bygherrerne, der skal tænke på deres klimaaftryk, men også fremtidssikring af deres investering ved at bygge klimabevidst.
Lignende fremgangsmåde ville det være oplagt at benytte i kommunerne.
Jeg mener ikke nødvendigvis, vi skal derhen, hvor kommuner skal leve op til samme krav som det private erhvervsliv. Men lidt klarere spilleregler vil hjælpe både kommuner og leverandører. Måske en grøn indkøbsuddannelse kunne være et konkret sted at begynde, så kommunerne bliver klædt bedre på.
Den norske tilgang til offentlige indkøb betyder, at der bliver opstillet en del flere legepladser med et reduceret klima- og miljøaftryk end i Danmark, og udviklingen accelerer.
Vi skal alle bidrage, hvis vi skal lykkes med en effektiv grøn omstilling.
De private virksomheder kan levere løsningerne, nu skal kommunerne – tvunget eller ej – vise handlekraft.
