“Vi er kollektivt skyldige. Det er på tide, at vi alle tager ansvar”

Kan det passe, at fedtemøget allerede tidligt i maj vokser uhæmmet ved vores kyster? Kan det passe, at du og jeg ser apatiske til, mens vores natur og klima er ved at kollapse?

Vi kalder os et grønt foregangsland, men vi ved jo godt, at det ikke passer. Vores tro på, at kapitalismen løser alt, har slået fejl. Jo, verden er ganske vist rigere end for 100 år siden, men den er baseret på en udnyttelse af klodens ressourcer, som er dømt til at gå galt. 

Det er på tide, at vi stopper op og tænker over, hvad vi kan gøre som borgere, virksomheder og politikere.

Jeg repræsenterer generationen, der er vokset op med klimaforandringer. Jeg har et ansvar.

Jeg blev født i 1974 og var fem år gammel, da Charney-rapporten blev offentliggjort, den første rapport med en omfattende sammenfatning af de globale klimaforandringer. 

Jeg lærte om drivhuseffekten i folkeskolen og fik et dybt indblik i de klima- og naturmæssige konsekvenser af vores livsstil, da jeg læste biologi på Københavns Universitet. Jeg forstod, hvad der skete omkring mig. At jeg havde et ansvar.

Sporskifte

Jeg blev færdiguddannet biolog i 2002. Samme år, som Anders Fogh Rasmussen sagde fra over for eksperter og smagsdommere og overlod retten til at bestemme til borgerne – og ham selv. Han sagde, at der var et behov for at rydde op efter Svend Auken. Hans miljøministerium var blevet et kæmpe imperium, lød svadaen. 

Det førte til store nedskæringer – og jeg skød en hvid pil efter at bruge min uddannelse til det, jeg havde drømt om: at arbejde med havmiljø og biodiversitet. Bjørn Lomborg kom til og flyttede fokus fra klima og grønne investeringer til en debat om penge og menneskelige behov. 

Der blev brugt milliarder på sort lobbyisme, og de grønne politiske røster fra 80’erne og 90’erne blev overdøvet. Hvad skete der med vores ansvar? 

Det personlige valg

Mit karrierespor måtte ændre sig. Jeg blev iværksætter. Vi snakkede om planetens graverende udvikling mod kollaps og deltog som firma med 100.000 andre bekymrede danskere i klimamarchen under COP15 i 2009.

Vi sagde, vi ville tage ansvar! Men jeg blev opslugt af at sikre virksomhedens overlevelse og senere af at vækste, tjene penge og få succes. 

At kunne købe lige hvad jeg ville. Et sommerhus eller en ny bil. At kunne tage på romantiske weekendture til de europæiske hovedstæder og rejse verden rundt med mine børn. At snorkle med havskildpadder i Filippinerne det ene år og snowboarde i Sahara-ørkenens sandklitter det andet. At udleve den kollektive fortælling om, hvad det gode liv er. 

Jeg blev ramt af kognitiv dissonans – en tilstand, hvor jeg ikke handlede efter mit moralske kompas og så bort fra mit ansvar.

Så kom tvivlen: Hvad havde jeg gang i? Hvad havde vi alle sammen gang i? Havde jeg et individuelt ansvar for verdens tilstand – som privatperson og som virksomhedsleder? Og kunne mine handlinger overhovedet gøre en forskel? 

Sushi-tunen var jo allerede fanget, naboerne fløj stadig på ferie, og amerikanerne svinede mere end mig. Var mit beskedne aftryk andet end en “dråbe i vandet”?

Men modargumenterne blev for overvældende, og IPCC-rapporterne om klodens tilstand for dystre, og artikler om overskredne planetære grænser fik mig til at tænke over, hvilken verden jeg ville give videre til den næste generation. Jeg besluttede mig for at tage ansvar.

Jeg tror på, at det personlige valg er vigtigt, og at vi alle kan bidrage. Det gælder i særdeleshed dem med økonomisk råderum – dem, som oftest sviner mest, men gør mindst. Vores klimaaftryk er måske bare “en dråbe i havet”, men det skal ikke være min dråbe, der får bægeret til at flyde over. 

Det starter med mig selv. Overgangen til en mere plantebaseret kost, at droppe flyrejserne, tage cyklen eller toget frem for bilen og begrænse forbruget af tøj. Alt sammen forbavsende lette valg, vi alle kan tage. At stoppe op, inden jeg handler, og tænke: Vil dette køb virkelig gøre mig lykkeligere? Er det strengt nødvendigt, eller er der et mere bæredygtigt alternativ?

Lederens ansvar

Som virksomhedsleder har jeg erkendt, at csr ikke er en gratis omgang, at jeg skal medvirke til en medarbejderkultur, hvor det grønne alternativ er vigtigt, og hvor det at cykle eller samkøre på arbejde og lade sig udfordre af kokkens vegetariske kreationer skaber glæde og værdi. 

Jeg skulle lære, at effekten af at donere 10 pct. af virksomhedens overskud til grønne og naturbevarende tiltag ikke kan gøres op i penge, og samtidig erfare, at det er konsekvensfrit for virksomhedens drift. Hvorfor gør alle ikke det? 

Nu dedikerer jeg min tid og penge på en bæredygtig verden. 

En verden, hvor vi som minimum er cirkulære og arbejder mod at regenerere. En verden, hvor vi måler velstand i andet end accelereret vækst og økonomisk rigdom. En verden, hvor de kapitalistiske kræfter investeres i bæredygtige virksomheder, der opererer inden for de planetære grænser, og hvor indsatser for naturen måles i den samfundsmæssige gevinst frem for afkast.

Stadig langt fra mål

Jeg medgiver, at det er lettere at prioritere sine penge, når man har frie midler at flytte med. Men alt for få gør det samme. Og måske er det slet ikke det, der er afgørende. Måske er det – som i mange historiske samfundsforandringer – den enkeltes skift fra at være passiv og forvirret til at blive aktiv og engageret, der driver verden frem? Vi vælger selv vores magthavere, og hvad der skal produceres. Måske er der faktisk håb!

Jeg er stadig en klimasynder. Og jo mere bevidst, jeg bliver om mit aftryk, jo sygere virker vores måde at forbruge og leve på. 

Jeg forstår i høj grad de unges bekymring for klimaet og fremtiden – og jeg føler mig ansvarlig. Jeg er stadig selv langt fra at være i mål, stadig så langt fra at være bæredygtig, men jeg vil ikke lade stå til. 

Vi er kollektivt skyldige. Det er på tide, at vi alle tager ansvar.

Jacob Jelsing folder flere af sine pointer ud på Børsen Bæredygtig Summit den 20. maj. Læs mere her.