For seks år siden står jeg derhjemme med en snor i hånden. Min nyfødte søn sover i sin slyngevugge, og så længe jeg holder den i bevægelse, så er alt godt. Men det virker jo helt åndssvagt at stå og trække i en snor i flere timer om dagen, og med det var idéen til mit første produkt i Moonboon født.
Jeg kastede min fritid og min opsparing ind i udviklingen. Og efter utallige møder, forhindringer, fejl og succeser stod jeg til sidst med min idé i hænderne: En motor til en slyngevugge. Det var dyrere, hårdere og meget sværere, end jeg nogensinde troede, at det ville blive.
De små og mellemstore virksomheder udgør 99 pct. af alle danske virksomheder og beskæftiger over 1 mio. Alligevel løber de sjældent med taletiden i medierne. I denne kronikserie vil en række SMV-direktørerne fortælle om de udfordringer, de står over for
Og alligevel var jeg privilegeret: Jeg havde idéen. Jeg havde muligheden for at investere i den selv. Og jeg kunne dedikere min tid til det.
I dag er min lille virksomhed blevet til noget større, og jeg kan stolt sige, at du nu kan købe Moonboon-produkter i mere end 70 lande. Og vi er kun lige begyndt.
Min historie er desværre en sjældenhed. For få kvinder bliver i dag iværksættere, og de, der springer ud i det, har svært ved at skaffe den risikovillige kapital, der skal til, når deres idé for alvor skal foldes ud.
Det er i den grad et dansk problem. I de lande, som vi traditionelt sammenligner os med, sakker vi bagud på både antallet af kvindelige iværksættere og på de penge, der bliver investeret i at gøre idéerne til virkelighed.
“Det kræver, at vi alle tager ansvaret på os. Vi skal inspirere. Tage flere chancer
Selvom det har taget længere tid end forventet, giver regeringens nye iværksætteraftale mig håb for, at tingene kommer til at ændre sig:
Iværksætteri på skoleskemaet, flere understøttende tilbud til de iværksættere, der tager springet, og vigtigst af alt: Bedre mulighed for at tilbyde – og få – den risikovillige kapital, der ofte er helt afgørende for at skabe succesen.
Politikerne sætter rammerne. Nu skal de gode intentioner fra aftalen omsættes til virkelighed, og her er det også op til os, der drømmer – og til jer, der investerer i at realisere dem – at sikre, at der kommer handling bag ordene.
De sidste seks år har jeg haft vanvittig travlt med at opbygge Moonboon og samtidig fået to børn undervejs. Mit fokus har været på at eksekvere og få ting til at ske, og jeg har ikke skænket diversitet mange tanker undervejs.
Det er først nu, hvor virksomheden er større, og jeg har fået mere overskud, at det rigtigt er gået op for mig, hvor skævt det står til. Når jeg kigger tilbage på min egen rejse, så har jeg, ud over de kvinder jeg selv har ansat, stort set kun haft med mænd at gøre. Ud af alle de pitches, jeg har lavet, har der stort set ikke været nogen kvinder til stede. Det siger noget om kønsfordelingen i iværksættermiljøet.
Og derfor har jeg selv – og alle andre, der med stolthed kan sige, “vi er lykkedes med at gøre vores idé til virkelighed” – en opgave i at vejlede, hjælpe, gøre plads til, understøtte og fremhæve den næste generation af iværksættere.
Vi skal stille op, når den næste kvindelige iværksætter skal bruge vejledning. Vi skal hjælpe, når iværksætteren med en minoritetsbaggrund skal sparke døren ind til potentielle investorer. Og vi skal bruge vores stemme til at holde politikere og investeringsfonde op på deres løfte om mere diversitet i iværksættermiljøet.
For hvis ikke vi gør det – hvem gør så?
Med den nye aftale for iværksætteriet i Danmark har regeringen endelig sat fokus på udfordringerne – og aftalt en lang række initiativer, der skal gøre noget ved dem. Men aftalen bliver ikke det papir værd, som den er skrevet på, hvis vi ikke følger det op med konkret handling.
Vi skal have et Danmark, der går forrest i stedet for bagerst, og hvor den kvindelige iværksætter har lige så gode muligheder for at finde kapital og opbakning som den mandlige.
Det kræver, at vi alle tager ansvaret på os. Vi skal inspirere. Tage flere chancer.
Så vi kan give både mandlige og kvindelige iværksættere de bedste muligheder for at lykkedes – og skabe den næste danske succeshistorie.