Det amerikanske imperium smuldrede mellem hænderne på Trump og Obama. De indrømmede det aldrig, men erkendte det begge. Deres udenrigspolitik blev formet rundt om udfordringen fra Kina. Obama ville åbne USA mod Asien. Trump ville lukke ned. Alligevel formulerede ingen af dem en sammenhængende strategi med realistiske succeskriterier og slutmål for en ny verdensorden, der fuldt ud tager højde for Kinas vækst, værdier og hensigt.
I Beijing er langsigtede strategiske mål øverst på dagsordenen. Kina opfatter det 20. århundrede som en ydmygende undtagelsestilstand. Til forskel fra al tidligere verdenshistorie har kineserne i USA’s storhedstid været afskåret fra at præge klodens udvikling. Kommunistpartiet arbejder tålmodigt på at slutte den parentes. Der investeres massivt i at koble andre lande til Kinas økonomiske system gennem den såkaldte “Silkevejsplan”. Og i teknologisk dominans. Fremtidens økonomi er digital. Fra 5G, AI og platformsløsninger flyder vækst og magt.