I sidste uge blev Venstre i DR og Altinget målt til en opbakning på 6,5 pct., hvis der var folketingsvalg i morgen. Ifølge Rud Pedersens tal står partiet til 7,4 pct., og Venstres nedgang er ikke nødvendigvis slut. Det kan gå grueligt galt, og der er ingen garanti for, at vi ikke ser en opbakning til Venstre på for eksempel 4 pct. efter sommerferien.
Måske er det værste ved Venstres nedgang, at den lader til at have paralyseret partiet i en kamp om landvælgernes gunst. For det er meget svært at finde de gode argumenter for, at det er landkommunerne, der skal være Venstres redning, når man dykker ned i tallene.
For det første er vælgermassen på landet ikke så stor, som den var engang. Ifølge Danmarks Statistik blev der ved folketingsvalget i 2022 afgivet færre stemmer i de 31 kommuner, der er kategoriseret som landkommune, end i de 16 kommuner, der er kategoriseret som provinskommune.
For det andet var landkommunerne heller ikke den vigtigste bastion for Venstre under Anders Fogh og i Lars Løkke Rasmussens første regeringsperiode, hvor partiet var det naturlige statsministerparti.
Ved afslutningen af den epoke i 2011 fik Venstre flere stemmer i de 16 provinskommuner (f.eks. Esbjerg, Næstved og Køge) end i de 31 landkommuner (f.eks. Morsø, Thisted og Lolland). Det, Søs Marie Serup har kaldt “Parcelhus-Venstre”, var nøglen til magten i de gode år.
For det tredje vil de tidligere Venstre-vælgere i landkommunerne, der i dag har forladt partiet, skulle vristes fri fra Danmarksdemokraterne. Men vores målinger viser, at mange har det udmærket hos Inger Støjberg.
“Det er svært at forestille sig, at Venstre vil kunne appellere lige så klart til de landvælgere, der er frustrerede over klimapolitikken, som Danmarksdemokraterne
Det er ikke kun missionens vanskelighed, der gør, at tanken om at tilbageerobre vælgere fra Danmarksdemokraterne er svær. Det største problem er, at diskussionen om klima og miljø skygger for diskussioner, der appellerer til mindst lige så mange nuværende og potentielle Venstre-vælgere, og er langt mindre splittende.
Et eksempel er sundhedspolitikken, der også for Venstres vælgere er det vigtigste politiske emne, og som tidligere var en af partiets bastioner. I modsætning til klimapolitikken samler sundhedspolitikken Venstre-vælgerne, men vores tal afslører også, at Venstre ikke længere har førertrøjen.
Og i bredere forstand: Hvor står Venstre i forhold til den forandring fra velfærdsstat til velfærdssamfund, som Mette Frederiksen med flere har annonceret, og som burde være Venstres hjemmebane?
Rud Pedersens valgmodel er i stand til at fordele folketingsmandaterne i de “storkredse”, der er krumtappen i vores valgsystem til folketingsvalgene. Når man gør det, bliver diskussionen om Venstre pludselig meget konkret, ja nærmest brutal.
I storkreds efter storkreds vil hårdtarbejdende og dygtige Venstre-politikere miste deres plads i Folketinget, hvis det går så galt for Venstre, som tallene tyder på. Venstres åreladning af folketingsgruppen vil ifølge vores beregninger både gå ud over erfarne kræfter og fremtidens håb blandt de nuværende folkevalgte.
Europaparlamentsvalget om en måned bliver første gang, vi skal stemme siden etableringen af SVM-regeringen. Ved EP-valget i 2019 fik Venstre fire mandater. Rud Pedersens EP-valgmodel tildeler Venstre to mandater ved valget om en måned, og når vi dykker ned i tallene, er det blandt andet, fordi partiet opstiller forholdsvis velkendte og vellidte kandidater.
Af de tre kandidater er Morten Løkkegaard forholdsvis sikker på genvalg. Det andet Venstre-mandat vil med stor sandsynlighed skulle afgøres mellem Ulla Tørnæs og Asger Christensen.
Begge har rod i det jyske, men Asger Christensen har med sin udtalte modstand mod en CO2-afgift for landbruget koblet EP-valget op på den generelle debat mellem land og by.
Det bliver interessant at se, hvem af dem der trækker det længste strå. To EP-mandater er ikke prangende, men nok acceptabelt, alt taget i betragtning. Problemet er, at Venstres aktuelle opbakning ikke engang betyder, at de to mandater er sikre.
Hvis Venstre f.eks. får 8 pct. af stemmerne ved EP-valget, viser vores valgmodel, at partiet vil “mangle” lige under 50.000 stemmer for at sikre det andet mandat, selv når man tager valgforbundet med Radikale Venstre og Moderaterne med i ligningen.
Det er svært at forestille sig, at Venstre vil kunne appellere lige så klart til de landvælgere, der er frustrerede over klimapolitikken, som Danmarksdemokraterne.
Det er lige så svært at forestille sig, at Venstre vil kunne appellere lige så klart til storbyvælgerne som Moderaterne, der i højere og højere grad indtager Radikale Venstres traditionelle position i dansk politik.
Når Troels Lund Poulsen taler om børnefamilien på Østerbro, må vi håbe, det ikke er Østerbro i København, han tænker på.
Men måske er ingen af delene løsningen for Venstre. Måske er partiets fremtid den formel, der bragte partiet til magten i mere end et årti: Det brede parti, der blev oplevet som det bedste svar på danskernes vigtigste problemer.
