Danmark er et lille land uden store økonomiske og geografiske forskelle. Det er en styrke. Men selvom for stor ulighed kan være uhensigtsmæssig, må man ikke være blind for, at man i kampen for en mere homogen udvikling risikerer at gøre mere skade end gavn. Det er desværre tilfældet med dele af regeringens udspil til større regional balance. Det gælder særligt forslaget om udflytningen af uddannelser fra de store byer til provinsen og udspillet om statsgaranterede boliglån i landdistrikterne.
At flytte uddannelsespladser fra de store byer til provinsen, kan, som tidligere konkluderet af de økonomiske vismænd, være et godt redskab, hvis man alene fokuserer på en mere lige geografisk udvikling. Udfordringen er imidlertid, at det både gør uddannelserne dyrere og dårligere. De nye uddannelsesfilialer sikrer næppe de nødvendige forskningsmæssige synergier, så vi risikerer, at smørret bliver smurt for tyndt i jagten på, at alle skal have en smule. Det er vi ikke tjent med. Viden er vores vigtigste råstof, så vi har brug for uddannelser i international topklasse. Den reelle kamp står ikke mellem by og land – som regeringen ellers næsten giver indtryk af – kampen står mellem danske virksomheder og arbejdspladser og deres internationale konkurrenter. Så politikerne bør afholde sig fra at bruge uddannelsespolitikken til at profilere sig lokalt i et kommunalt valgår.
