Bredte der sig en stemning af forløsning, lettelse og håb ved indsættelsen af den 46. amerikanske præsident, er den vestlige verdens tunge dilemmaer ikke ryddet af vejen med skiftet til Joe Biden. Antony Blinken, der står til at blive ny udenrigsminister, varslede denne uge, at den hårde Kina-kurs skal fortsætte – han deler synet på, at Kina som land udgør den største udfordring for USA.
“Graden
af politisk underkastelse synes bare
at vokse
Mens danske politikere lige nu bobler af glæde ved markeringen af Trumps exit og det mulige vendepunkt for splittende og antidemokratiske kræfters fremmarch, er der grund til at opholde sig ved bekymringen for Kina: Hvordan håndteres de hårde spørgsmål i dilemmaet mellem økonomiske og strategiske interesser på den ene side og respekten for – og nødvendigheden af at værne om – demokratiske grundpiller på den anden?
Det sidste kommer ikke af sig selv.
Det har været en overkommelig intellektuel øvelse at tage sig til hovedet over Trumps vilde meldinger, tvivlsomme forhold til sandheden, disrespekt for internationale aftaler og grove behandling af kritikere.
Når det kommer til attituden over for den voksende stormagt Kina, har EU og Danmark på ingen måde leveret overbevisende svar.
Lyden af diplomatiske listesko er påfaldende. Graden af politisk underkastelse synes bare at vokse i takt med visheden om kinesernes stigende globale dominans.
Var det vanskeligt for den danske regering og myndigheder at agere i 2012, hvor ordren var “ingen ansigtstab”, da Kinas Hu Jintao skulle forskånes for krænkelser i form af et blafrende tibetflag i hænderne på en demonstrant, bliver dilemmaerne næppe lettere i 2028. Til den tid, fem år tidligere end forventet, bliver Kina verdens største økonomi, lød vurderingen for nyligt fra det amerikanske analysebureau Centre for Economics and Business Research (CEBR).
Den håbefulde og i Danmark politisk bredt funderede forestilling om, at samhandel, investeringer og gensidigt velstandsløft naturligt ville trække Kina i retning af mere demokrati, ytringsfrihed og øget respekt for mindretal, kan ikke siges at være blevet realiseret under præsident Xi Jinping.
Fra sikkerhedsloven i Hongkong og fængslinger af kritikere til internering af måske 1 mio. uighurerne i genopdragelseslejre i det nordvestlige Kina; det er desværre næppe lys, men yderligere magtfuldkommenhed, krænkelser og kontrol, der skimtes forude. Ikke mindst i takt med kinesernes teknologiske tigerspring.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) varslede sidste år en ny og mere værdibaseret udenrigspolitik. Danmarks forhold til Kina skal bære præg af kampen “for de værdier, vi har bygget vores tilværelse på”, som han udtrykte det i Berlingske. Tak – det vil vi gerne se foldet ud i praksis.
Og gerne med større effekt, end den Bertel Haarder (V) har beskrevet i Altinget; som udenrigsordfører for Europa-Parlamentet fik han ofte besøg af en kinesisk ambassadør, der var vred over EU-fordømmelser af menneskerettighedskrænkelser. “Det gjorde mig glad, at den kinesiske regering bemærkede vore vedtagelser. Så var det jo ikke helt forgæves.”
