ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Mærsk, Ørsted og Novo: Vores globale vækstmuligheder starter med en stærk hjemlig infrastruktur

Et væsentligt parameter i regeringens infrastrukturudspil bliver at understøtte klimavenlige transportformer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et væsentligt parameter i regeringens infrastrukturudspil bliver at understøtte klimavenlige transportformer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ved at investere i mobilitet og infrastruktur kan vi skabe råderummet til at nå Danmarks høje ambitioner på vækst og klima

De streger, der slås på landkortet i Danmark, når Folketinget i den kommende tid skal beslutte nye infrastrukturprojekter, er vigtige streger, som vil gøre en forskel for såvel borgere i Danmark som klimaet og de danske virksomheder. En væsentlig del af den danske produktion skal fragtes videre ud i verden, hvor den skal gøre gavn, mens den herhjemme er med til at sikre velstand.

Grøn omstilling og velfungerende infrastruktur må ikke være hinandens modsætninger

Som eksportnation er Danmark kendt i hele verden for at have en produktion af høj kvalitet og med lavt klimaaftryk. Denne globale position skaber vækst herhjemme, og det kan vi godt være stolte af.

God infrastruktur er en væsentlig del af den succes. Samfundsøkonomien herhjemme er hver eneste dag afhængig af en smidig mobilitet for råvarer, arbejdsstyrke og færdigproducerede varer og komponenter, og infrastruktur er derfor en væsentlig faktor, når virksomheder planlægger investeringer i Danmark.

Vished om fremtiden

Det er ikke ligegyldigt, hvordan mobiliteten foregår. Når lastbiltransporter skal igennem landet, kører de mere miljø- og klimavenligt, sikkert og effektivt ad motorvej frem for landevej. Også når medarbejdere tager på arbejde langt hjemmefra er sikker og effektiv trafik afgørende for, om de oplever, at rejsetiden kan betale sig, og dermed om det er attraktivt at være pendler.

Ligeledes giver sikker og effektiv trafik virksomhederne mulighed for at rekruttere og fastholde kompetente medarbejdere fra alle dele af Danmark.

Når vi som virksomheder planlægger aktiviteter og investeringer i Danmark, er det derfor væsentligt, at vi kender til infrastrukturforholdene i området, så vi har vished for, hvordan trafikken kan forløbe i fremtiden.

Derfor ser vi frem til, at Folketinget vedtager en ny, langsigtet aftale om de kommende års investeringer i infrastruktur, og vi håber, at den politiske enighed vil være bred, så der er vished om de kommende års investeringer i vores veje og kollektive trafik.

Motorvej til Kalundborg

Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk og Ørsted har tilfælles, at vi har placeret en væsentlig del af vores danske aktiviteter i Kalundborg, hvilket har sendt investeringer for mange mia. fra virksomhederne til området.

I Kalundborg producerer Novo Nordisk næsten halvdelen af verdens insulin, mens A.P. Møller-Mærsk har flyttet deres containervolumener til Kalundborg og igennem datterselskabet APM Terminals har etableret en af landets største containeroperationer, og endelig leverer Ørsted bæredygtig varme fra Asnæsværket.

En af de streger, det er på tale at tegne på danmarkskortet i en kommende infrastrukturaftale, er at udbygge motorvejen, så den når helt frem til Kalundborg. Vi har et fælles ønske om, at Folketinget prioriterer de sidste 28 kilometer, der mangler for at knytte Kalundborg til det eksisterende motorvejsnet, der også kobler Danmark og dansk eksport sammen med resten af Europa og verden.

I dag kan lastbiltransporter og medarbejdere køre langt det meste af vejen mellem Kalundborg og Hovedstadsområdet ad motorvej, mens den sidste strækning sker ad en langsommelig og snæver landevej.

Det gør det desværre vanskeligt at fastholde de medarbejdere, der pendler dertil. Undersøgelser viser, at trafikforhold og lang rejsetid desværre ofte er årsagen, når vores pendlende medarbejdere i Kalundborg opsiger deres stilling og finder et andet job, hvor rejsetiden er kortere.

Noget andet, vores tre virksomheder har tilfælles, er, at ambitiøse miljø- og klimamål er en del af vores dna. Det er en hovedprioritet, at vi har den mindst mulige negative påvirkning af vores fælles klima og miljø. Derfor er vi blandt de virksomheder i Danmark, der ikke alene udformer mål og strategier for vores klimamæssige aftryk, men også udfører dem ambitiøst.

Derfor glæder det os, at et væsentligt parameter i en kommende infrastrukturaftale bliver at understøtte klimavenlige transportformer. Novo Nordisk, som i 2020 stod for omkring 15 pct. af dansk vareeksport, bruger allerede 100 pct. grøn strøm i den globale produktion og har som mål at have elimineret CO2-udledning fra drift og transport i 2030.

A.P. Møller-Mærsk har netop bestilt det første CO2-neutrale containerskib, hvilket er syv år tidligere end ellers planlagt. Det klimaneutrale skib skal vise vejen for en global CO2-neutral logistikkæde, som kan sætte nye standarder for en global industri.

Og Ørsted har med Asnæsværkets omstilling fra kulfyring til udelukkende at levere varme fra bæredygtig træflis reduceret udledningen med op mod 800.000 ton CO2 årligt og bidrager dermed markant til Danmarks grønne omstilling og regeringens 2030-mål. Ørsted har hertil sat som mål at blive et CO2-neutralt energiselskab allerede fra 2025.

Skab sikkerhed om planen

Det kan virke selvmodsigende, at tre virksomheder, der bryster sig af vores grønne indsats og ambitioner, her taler for forlængelse af en motorvej. Men grøn omstilling og velfungerende infrastruktur må ikke være hinandens modsætninger.

Tværtimod er det netop ved at investere i mobilitet og vækst, at vi kan skabe råderummet til at nå Danmarks høje ambitioner på klimaområdet – og kun sådan kan vi få andre til at følge det danske eksempel. Derfor glæder det os, at et væsentligt parameter i en kommende infrastrukturaftale bliver at understøtte klimavenlige transportformer. For vi kan ikke klare os uden tilstrækkeligt vejnet til at fragte råvarer, medarbejdere og containere ind og ud af vores anlæg i Kalundborg.

Vores opfordring skal derfor være at slå stregerne på det nye danmarkskort der, hvor de vil understøtte virksomheder, der bidrager solidt til eksport og vækst for det danske samfund, og som løfter den grønne dagsorden. Ikke mindst opfordrer vi Folketinget til at løfte denne vigtige dagsorden i samlet flok, således at der er sikkerhed om de kommende års investeringer i trafik.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis