Som miljøjournalist og foredragsholder har jeg efterhånden haft fingeren placeret på naturnyhedspulsen i noget tid og er stødt på nogle vilde og ildevarslende ting:
Det var skørt, da Den Demokratiske Republik Congo næsten fik solgt 27 blokke af verdens næststørste regnskov til olieindustrien. Man får gåsehud (og ikke på den gode måde), når Argentinas præsident, Javier Milei, svinger sin motorsav.
Man holder vejret, når Indonesiens præsident, Prabowo Subianto, siger, at palmeolieplantager også er skov, og at det derfor ikke er regnskovsfældning, hvis man fælder 20 mio. hektar regnskov for at lave plantage.
Man krummer tæer, når SVM-regeringen fjerner grønne afgifter på fiskeriet og giver grønt lys til fortsat overfiskeri på kritisk truede fiskebestande.
Men. Det her tager alligevel prisen.
På ikke engang 100 dage har USA affredet 113.000.000 hektar skov og givet lov til kommercielt fiskeri i mere end hundrede mio. hektar beskyttet hav. De vil lave om i deres ’Endangered Species Act,’ så det ikke længere gælder som at skade en art, hvis man ødelægger det habitat, den lever i.
Jeg mindes ikke et tilfælde i nyere tid af så meget naturfjendtlig politik gennemført på så kort tid |
De har meldt sig ud af Paris-aftalen. De er ved at rive tæppet væk under klimaforskningen og fyrer løs i NOAA. De har fjernet USAID-støtten, hvoraf mere end to mia. kr. årligt gik til naturbeskyttelse.
De har underskrevet et dekret, der skal fremskynde dybhavsminedriften – et foretagende så naturskadeligt at mange lande (inklusive Danmark) kalder på et moratorium.
USA erklærer krig
Som biolog vil jeg ikke sige noget om told, immigration og menneskerettigheder mm., for det ved jeg ikke særligt meget om.
Men hvad angår klimaet og naturen, ligner det at USA har erklæret krig. Jeg mindes ikke et tilfælde i nyere tid af så meget naturfjendtlig politik gennemført på så kort tid. Indtil videre har USA's nye regering fjernet naturbeskyttelse i et område større end Grønland.
Det er slemt nok, når lande står passive midt i en økologisk polykrise, men det her med så aktivt at handle til den kulsorte side, er direkte malplaceret. Det virker heller ikke som om det tjener økonomiske interesser, for ligesom alle andre er USA ret så afhængige af naturen.
Man har f.eks. længe vidst, at det kommer fiskeriet til gode, at man også har områder af havet, hvor fiskebestandene får fred, men stik imod den viden, vil USA lukke øjnene og trykke fiskerispeederen i bund.
Det vil være en gevaldig bjørnetjeneste for de fiskere, der mister deres job, hvis havet bliver tømt, og taget i betragtning af tidligere erfaringer fra det Nordamerikanske kontinent burde de vide bedre.
Dybt akavet
De sidste mange år, er det ellers gået den rigtige vej med at lave beskyttet natur i verden. Det går ganske vist langsomt – for langsomt, men ikke desto mindre er der en forsigtig indsats i gang for at allokere områder til naturen.
De fleste lande har skrevet under på Montreal/Kunming-aftalen, der er lidt som Paris-aftalen bare for biodiversiteten, og som siger, at 30 pct. af Jordens areal skal være beskyttet natur i 2030.
Grundet en i forvejen utilstrækkelig indsats, tyder det ikke på at vi kommer til at nå det mål, men at gå fra langsomt og ufyldestgørende til det USA byder ind med her (aktiv modarbejdelse), er mere akavet end en prut i en elevator.
Det eneste gode ved det er, at alle andre lande kan kigge mod USA og vælge at lade være med at træffe så elendige, kiksede og gennemført dårlige beslutninger, som de gør nu og her. De er et eksempel, der under ingen omstændigheder bør følges.
Det er altid et godt tidspunkt at få gang i noget grøn omstilling, men der er kommet ekstra stort behov for, at vi andre gør det nu, for USA gider tydeligvis ikke være med til at hjælpe længere.
Det er, som om de har sat sig for at sænke barren helt utroligt lavt, og det er essentielt, at hverken Danmark, EU, eller for den sags skyld de fleste andre lande i verden ikke synker til det niveau, for så bliver verden et fattigere og mere forurenet sted, mens både biodiversiteten og klimaet ryger en tur under bussen.
