Ugens fantastiske og strålende nyhed: Om ganske få dage vil Danmark være åbent. Helt åbent.
Budskabet på pressemødet onsdag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S) markerede en glædelig milepæl i håndteringen af den pandemi, der med vekslende intensitet har domineret dansk politik de seneste to år. Nu venter lysere tider. I næste uge ophæves de fleste restriktioner.
Da Mette Frederiksen blev interviewet af Børsens ansvh. chefredaktør, Bjarne Corydon, onsdag på Børsens Impact 2022, sluttede de af med et sigende håndtryk.
Ellers har ugen ikke været præget af lutter positive vibrationer og forløsning:
Dansk Folkeparti har fået ny formandefter Kristian Thulesen-Dahls afgang. Morten Messerschmidt vandt komfortabelt over rivalen Martin Henriksen og den tredje kandidat Merete Dea Larsen på søndagens ekstraordinære årsmøde i Herning.En af de fine reportagerderfra skrev Esben Schjørring i Altinget.
Status lige nu er langtfra ro og samling,hvilket bl.a. denne artikel vidner om. Drop Pia Kjærsgaard i ledelsen, eller jeg skrider, er budskabet eksempelvis fra Marie Krarup.
Fortsat ballade og splittelse i DF kan få to konsekvenser: At Nye Borgerlige bliver yderligere styrket, og at de midterpartier, som vil bruge det kommende folketingsvalg til at tale om behov for frigørelse fra yderfløjene, måske kan få mere skyts, hvis højrefløjen kæmper indbyrdes og konkurrerer om at stille vilde krav.
Reformforhandlingerne i Finansministerietnåede Kristian Thulesen Dahl lige at sætte sit sidste aftryk på før formandsskiftet. Men det er et noget forpjusket billede, som tegner sig. Dele af aftalerne bliver måske forsinkede og kan først gennemføres efter næste valg på grund af forligsteknik og borgerlig modstand.
Jeg skrev denne analyse omhuller og glatføre i regeringens reformvej, mens min kollega Jesper Hvass dykkede ned i de heftige magtkampe og positioneringer under de afgørende forhandlinger. Et spændende indblik i højt spil og porøse søjler.
Ikke mindst sagen om udenlandsk arbejdskraft og beløbsordningen er ved at udvikle sig til en farce. En skrabet regeringsaftale, der ikke er flertal for, og som kun vil kunne bidrage med 10.000 ekstra personer over to år. Og et udspil fra V-K-LA og Nye Borgerlige, der heller ikke kan samle flertal og i øvrigt kritiseres for diskrimination mellem befolkningsgrupper.
Det er ikke kønt.
Happy hour er der heller ikke længere hos 3F, hvis formand gennem årene har sikret 3Fpolitisk indflydelseog præget billedet bl.a. op til “Arne-pensionen” for nedslidte. Per Christensen går af som formand efter dagbladetB.T.’s afdækningaf hans dobbelt op på parforhold i privaten.
Sagen har ført til dybt relevante diskussioner. Både om grænsen mellem det private og det, der har offentlighedens interesse. Men også om hvorvidt svigt og bedrag i privaten overhovedet har eller skal have indflydelse på, hvad der sker på arbejdet.
For 3F’s vedkommende er det værd at hæfte sig ved følgende udsagn fra tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger i denne artikel fra Joacim Præst Nielsen og Philip Madsen:
“Ingen går ud og siger, at dét, Per Christensen har gjort, er forkert, og at man ikke kan have en formand, der er så moralsk anløben. Det, de siger, er, at grunden til, at beslutningen er truffet, er den store pressebevågenhed. Og det er en distinktion, der er interessant, for de forholder sig ikke til, at han – trods han har været en dygtig tillidsmand og formand – har nogle seriøse karakterbrister.”
Man skal ikke have fulgt debatten længe for at notere sig, at der er stærkt divergerende opfattelser af, hvor grænsen går for amoralsk adfærd i privaten, der kan blive et anliggende for offentligheden og for den virksomhed eller organisation, hvor topposten bestrides.
Uanset omdømme og muligheder for at operere er der noget grundlæggende på spil: Kan man tro på, at et menneske, der gennem flere år har løjet og manipuleret dygtigt og kalkuleret over for sine allernærmeste, lægger disse træk helt fra sig i arbejdsrollen? At det respektløse, skamløse og hensynsløse kan isoleres til privaten? Og hvis det overhovedet er muligt, er alt så i orden?
Kan et sådant menneske agere med ægte “compassion” – det træk, som ifølge Rasmus Hougaard, ceo i Potential Project, er særdeles vigtigt for topledere, hvilket han forklarede om på Børsens Impact-konference onsdag?
For langt de fleste mennesker er det jo livsessentielt at kunne nære tillid, at være i stand til at aflæse mennesker og verden, præcist som den er. Det er fundamentet for alt. Dét, der skiller det raske fra det syge sind og gør, at man kan handle på et nogenlunde oplyst grundlag.
Det er dét, der bliver stjålet, hvis man bliver skyllet over af en partners syndflod af manipulationer, løgn og bedrag.
Der eksisterer desværre – også i ledelseslag – mennesker, der har lige så lidt respekt for almindelig moral og anstændighed, som omikron har over for en triplevaccineret.
Det er ofte beskrevet, at magt og succes korrumperer, og at mennesker på topposter kan miste fornemmelsen af andres grænser og egne begrænsninger. Man kan direkte blive mere afstumpet af at få magt, indikeres det i denne interessanteartikelfra 2017 i Zetland.
Men måske er der også pointer, der skal findes i dele af fødekæden. At magt og ære, medaljer, millioner og michelinstjerner kan være særligt afgørende at opnå for mennesker, som netop ikke har en naturlig kerne af værdighed, moral og ordentlighed i sig, der gør dem egnede til at være i verden på lige fod med andre.
Høj status kan her både være et middel til at opnå anerkendelse og attraktionsværdi – men også en nødvendig forudsætning for at kunne praktisere en egocentrisk skamløshed og grænseoverskridende adfærd i omgangen med andre. Træk, der hurtigt havde ført til lockdown og udstødelse fra flokken, hvis det drejede sig om fagligt mindre succesfulde mennesker.
