I slutningen af februar kom den længe ventede rapport fra Svarer-udvalget, der gav et oplæg til de videre drøftelser om udformningen af en grøn skattereform for landbruget.
Der er nu taget hul på drøftelserne i den grønne trepart, hvor realitetsforhandlinger skal finde sted med henblik på at finde en holdbar løsning. Her sidder bl.a. repræsentanter fra regeringen, men også fra landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og følgeerhvervene til landbrugssektoren.
“I landbruget vil vi gerne bidrage, men opgaven kan kun løftes i samarbejde med staten
Det er vigtigt, for der er behov for både flere nuancer og mere balance i debatten om landbrugets bidrag, rolle og ansvar i Danmark. Et eksempel på, at proportionerne ikke altid passer sammen, er debatten om udtagning af lavbundsjorde. For i fællesskab står staten, kommunerne og landbruget med en vigtig opgave i at udtage en større del af arealerne og begrænse udledningerne derfra.
Men skal det lykkes, er det afgørende med en erkendelse af, at den klimaproblematik, som lavbundsjordene udgør, ikke alene er skabt af landbruget – men derimod er afledt af et fælles ønske fra staten og landbrugssektoren om at skabe produktion, vækst og velstand.
Derfor afhænger løsningen også af en fælles vilje til på den ene side at udtage jordene og på den anden side, at landbrugeren erstattes for værditabet.
Op gennem 1900-tallet blev de kulstofholdige lavbundsjorde af både stat og landbrug anset som en uudnyttet ressource og effektiv mulighed for at øge landbrugsproduktionen – og udnyttelsen blev derfor en vigtig national prioritet. Efter massiv vækst i landbruget gennem flere århundreder besluttede Folketinget i 1940 at give massiv statsstøtte til at fremme korn- og foderproduktionen herhjemme.
Med den nye lovgivning blev Statens Landvindingsudvalg samme år oprettet med det formål at indvinde ekstra landbrugsarealer gennem især udtørring af søer, inddæmning af lave fjorde og regulering af åer.
Det var i høj grad medvirkede til, at Danmark i 2010 havde hele 170.000 hektar lavbundsjorde. Det tal er siden da reduceret med mere end 30 pct., så der i dag er omtrent 118.000 hektar tilbage.
Dengang var man ikke opmærksom på den store kulstofkoncentration og -udledning, som lavbundsjordene medfører. Det er man i dag, og derfor blev det også i Landbrugsaftalen fra 2021 vedtaget at udtage 100.000 hektar inden 2030. Det bakker vi fra landbrugets side op om. Men det er ikke gratis.
Derfor minder opgaven i dag i virkeligheden om den, Landvindingsudvalgets udførte fra midten af det forgangne århundrede – bare med omvendt fortegn.
Nu handler det om at føre produktionsjord tilbage til naturen for at reducere Danmarks udledninger. Og dermed lægge op til, at jordejerne afhænder arealerne mod erstatning og med respekt for den private ejendomsret.
I landbruget vil vi gerne bidrage, men opgaven kan kun løftes i samarbejde med staten. Udtagning af lavbundsjordene er en myndighedsopgave, som landmændene hverken kan initiere eller gennemføre alene.
Den kræver, at der fra statens side laves en aftale med kommunerne om, hvor meget der skal udtages hvor og hvornår, og at kommunernes finansiering til at gennemføre udtagningen sikres.
Kommunerne skal med andre ord kompenseres for den store administrative opgave, det er at organisere jordudtagning og jordfordeling, så alle lodsejere kommer gennem udtagningen på en måde, så de kan drive deres bedrift videre.
I den seneste ansøgningsrunde, som kommunerne kunne ansøge, viste landbruget sin omstillingsparathed ved at være klar til at udtage mere end otte gange så stort et areal, som der var sat midler af til. Derfor har landbrugs- og fødevareminister Jacob Jensen fremrykket puljerne til at gennemføre projekterne fra kommunernes side og kompensere landmændene, så yderligere 8300 hektar lavbundsjord nu kan undersøges med henblik på at blive udtaget.
Det fortjener ros og betyder, at omkring 50.000 hektar lavbundsjord samlet set aktuelt undersøges med henblik på udtagning. Der mangler med andre ord ikke vilje til at bidrage fra dansk landbrugs side. Men det kræver selvsagt, at der fra politisk hold er vilje til at afsætte den kompensation, der er en forudsætning for at give afkald på sine arealer.
Det gælder også i bredere forstand i forhold til landbrugets fremtid: I landbrugssektoren tager vi ansvaret på os og er klar til at bidrage til at opfylde både landbrugets og Danmarks klimamål. Men det forudsætter, at politikerne insisterer på, at der fortsat skal være fødevareproduktion på dansk jord, hvis vores andelshavere skal fortsætte med at investere i den grønne omstilling.
