For en måned siden holdt jeg tale til et arrangement på Langelinie. Der var forår i luften, kirsebærtræerne blomstrede, det samme gjorde stemningen. Vi fejrede nemlig, at japanske Mitsubishi HC Capital investerede 700 mio. euro – ca. 5,2 mia. kr. – i danske European Energy.
Med kapitalindsprøjtningen forventer European Energy at skabe 1000 nye job i Danmark frem mod 2026.
En anden udenlandsk virksomhed, som deler ambitionen om at vækste i Danmark, er International Flavors & Fragrances, som i 2021 udvidede deres aktiviteter her i landet. På deres forskningscenter i Brabrand udvikler de ingredienser og nye smage til madvarer, og de har produktionsfaciliteter i Grindsted og Haderslev.
Med ca. 1000 ansatte i Danmark er de en central del af den danske fødevareindustri.
Eksemplerne viser, hvordan udenlandske investeringer er med til at skabe den vækst og velstand, der gør det danske velfærdssamfund muligt.
Faktisk står udenlandske virksomheder for hver femte arbejdsplads og en fjerdedel af værdiskabelsen i den private sektor, selvom de kun udgør 3 pct. af det samlede antal virksomheder i Danmark.
De to virksomheder har fået hjælp til deres aktiviteter i Danmark fra blandt andre Invest in Denmark, der hører under Udenrigsministeriet, og som arbejder for at tiltrække, fastholde og udvikle udenlandske investeringer i Danmark.
Virksomhederne har det til fælles, at de bygger videre på dansk ekspertise: Mitsubishi med grøn omstilling og International Flavors & Fragrances med fødevarer.
“Vi skal have en strategisk tilgang, hvor det ikke alene gælder om at tiltrække flere investeringer, men om at tiltrække de rigtige
Med andre ord kan investeringerne blive afgørende for Danmarks rolle inden for fremtidens teknologier.
Det samme kan amerikanske Maybell Quantum, der sidste år etablerede et europæisk hovedkontor i København. De investerer i kvanteforskning, er en del af Niels Bohr Instituttet og er med til at udvikle ny kvanteteknologi.
Deres tilstedeværelse er med til at fremme Danmarks position som førende kvantenation.
Når udenlandske virksomheder slår sig ned i Danmark, medbringer de ikke kun kapital. Med sig har de også ny viden, teknologi og dygtige medarbejdere, der øger den samlede talentmasse og styrker økosystemerne i det danske erhvervsliv.
Vi er ikke det eneste land, som har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at tiltrække udenlandske investeringer. Tværtimod.
Pandemien og de seneste års geopolitiske forskydninger har forandret vilkårene for at handle og investere på tværs af landegrænser. Det er blevet tydeligt, hvor sårbare vi er over for pludselige skift i vores forsynings- og værdikæder.
Det har gjort, at kampen om udenlandske investeringer er gået ind i en ny æra. Konkurrencen er benhård, og flere lande har ordninger med massiv statsstøtte, der skal gøre det mere attraktivt for virksomheder at slå sig ned hos dem.
Til at navigere i den virkelighed lancerer Udenrigsministeriet i dag en ny strategi for at tiltrække udenlandske investeringer.
For hvordan kan et lille land som Danmark følge med i den globale konkurrence om virksomhedernes gunst?
I alt beskedenhed mener jeg, at Danmark er et af verdens bedste lande at etablere sig og drive virksomhed i.
Det kan godt være, vi ikke kan konkurrere på enorme tilskudsordninger og skatterabatter, men vi kan tilbyde gode rammevilkår, veludviklet offentligt-privat samarbejde og adgang til højtuddannet arbejdskraft.
Det er bare ikke nok i sig selv.
Vi skal have en strategisk tilgang, hvor det ikke alene gælder om at tiltrække flere investeringer, men om at tiltrække de rigtige. Udenlandske investeringer kan åbne døren for endnu mere vækst og velstand i Danmark.
Men vi skal være selektive og bevidste om, hvilke investeringer der virkelig kan gøre en forskel.
Det kan kun lade sig gøre gennem et bredt samarbejde med aktører i hele landet.
Og så skal vi særligt bygge videre på de områder, hvor udenlandske investeringer kan være med til at løse nogle af de væsentligste udfordringer, vi som samfund står over for: Grøn omstilling, life science, fødevarer og nye teknologier som kunstig intelligens og kvanteteknologi.
Til arrangementet på Langelinie var det en investering i grøn teknologi, vi fejrede.
Her var der i øvrigt et ønsketræ, som jeg skulle hænge et ønske op på. Jeg kan ikke afsløre her i avisen, hvad mit ønske var, for så går det jo ikke i opfyldelse.
Men jeg kan godt løfte sløret for, at ønsket rækker ud over mig selv. Når Danmark i fremtiden skal have råd til velfærd, kræver det flere og bedre investeringer fra udlandet.
Så har jeg vist ikke sagt for meget.