I dag er der nok mange, der forbinder ordet “udbytteskat” med skandaler, 12,7 mia. forsvundne skattekroner og en mand i Dubai. Ikke ligefrem konnotationer, der vækker vores stolthed for den danske skatteinddrivelse. Over 12 mia. kr. suget ulovligt ud af et godtroende skattekontor, hvoraf langt de fleste kroner har forladt Danmark for bestandigt.
Derfor var vi mange, der var glade, da skatteminister Morten Bødskov i maj 2020 fremviste en ny og skinnende udbyttemodel, som ifølge ministeren umuliggjorde “den type af svindel, der blev afsløret i forbindelse med udbyttesagen”. Vi ville gerne være helt sikre på, at modellen også var så god som lovet. Derfor stillede vi spørgsmål til nogle af de svagheder og undtagelser, der var bygget ind i modellen i foråret sidste år.
“Kan vi overlade ansvaret for vores fælleskasse til en mand, som fortæller røverhistorier i stedet for at rydde op efter røverne?
Igen fik vi at vide af ministeren, at alt var i den skønneste orden. I den nye model skulle man kun kunne få refusion af udbytteskat, hvis man på forhånd var registreret som aktionær hos de danske myndigheder, og skattemyndighederne kunne derfor ikke blive snydt på samme måde som før. Men: Hvad skattefatter gør og siger, det er helt åbenlyst ikke altid det rigtige. Det har vi i Folketinget lært på den hårde måde.
Morten Bødskov har nemlig talt usandt og misvisende i sine redegørelser for den nye udbyttemodel. Flere eksperter peger nu på, at modellen på ingen måde gør det umuligt for udlændinge at snyde med udbytteskat, som de tidligere har gjort. Og, som læseren nok har gættet, har Morten Bødskov tilsyneladende hele tiden kendt til manglerne.
Selv efter han blev forelagt kritikken fra eksperterne, har han ikke villet indrømme sine urigtige løfter. Han har med andre ord bevidst vildledt Folketinget og den danske befolkning.
Vi skal have ryddet op, og det skal gøres nu. Derfor har vi kaldt skatteministeren i samråd. Han skal forklare, hvorfor han har givet vildledende løfter om, at hans udbyttemodel løser alle fortidens problemer, når den ikke gør det.
Og så skal han redegøre for, hvorfor han ikke i stedet har kigget på alle løsningsmodeller. Flere eksperter har peget på den norske model som en mere sikker model. Det skal vi have undersøgt. Dernæst skal vi og den danske befolkning spørge os selv: Kan vi overlade ansvaret for vores fælleskasse til en mand, som fortæller røverhistorier i stedet for at rydde op efter røverne?
