Denne sommer har tyske feriebookinger sat nye rekorder i Danmark. Men en uge på langs ved Vestkysten er ikke det eneste, der trækker. Danmark er nemlig udset til at kunne spille en særlig rolle, når Tyskland skal nå deres klimamålsætninger.
Det er temaet, når energi-, klima- og forsyningsminister Lars Aagaard mødes med den tyske modpart Vicekansler Robert Habeck, som de gjorde i slutningen af maj. Baggrunden var, at endnu en milepæl er nået på rejsen mod en sammenhængende hydrogeninfrastruktur i Nordeuropa. Men prisen for bæredygtigt danskproduceret brint kan blive høj for den tyske industri, der kæmper med en svigtende økonomi og faldende vækst.
Vindmøller, solceller og elektrolyseanlæg til bæredygtig brint har været på tegnebrættet længe hos mange energiaktører. Skal Danmarks fulde adgang til fornybare energikilder udnyttes, kræver det, at grønne elektroner omdannes til grønne molekyler.
Samtidig kan dele af samfundet kun gøres klimaneutralt ved at erstatte fossile med syntetiske brændsler. Brændsler, som frembringes med afsæt i brint.
“Vi kommer alle til at betale en merpris – om det er prisen på flyrejser, skibscontainer transport eller i kemien i vores hverdagsprodukter
Men kun få, som eksempelvis danske European Energy, har sat spaden i jorden for alvor. Det skyldes især manglen på en hydrogeninfrastruktur. En rørføring, der kan bringe hydrogen fra de jyske producenter til et marked syd for grænsen. Ikke ulig den samme rejse som jyske kreaturer i tusindvis af år tog af hærvejen.
I et tusindårigt sigte er det da også tankevækkende, at det kun er et par år siden, at en egentlig storskala dansk brintinfrastruktur kom på tale første gang. Nu er et konkret designstudie for 400 km rør ned gennem landet givet i opdrag af Energinet, og en fremtidig mulig investering på adskillige milliarder begynder at tage form.
Selvom der er faldet knubbede ord om hastighed, samspil med havvindparker, kapacitetsudnyttelse og tarifmodeller, så tegner der sig nu en vej ud af høne-og-æg situationen. Diskussionen om, hvorvidt produktion eller distributionskanal skal komme først. Der er taget konkret hul på en, ganske vist stadigt noget hakkende, men reel samtale om statens, distributionsselskabernes og de private aktørers rolle.
Men hvor vi i Danmark i mange år har øvet os i, hvor barrierer og muligheder ligger i forhold til fornybare energikilder og bæredygtig brint, så er diskussionen mod syd forsat nogle steder uafklaret.
Det gælder blandt andet, om et grønt alternativ kan konkurrere direkte med fossile alternativer. Det er tilfældet, når vi kigger på grøn strøm. Derimod er grøn brint betydeligt dyrere end de fossile alternativer – og vil formentlig forblive med at være det et stykke tid.
Det gælder også i forhold til, om der skal slækkes på de fordyrende EU-krav til bæredygtig brintproduktion. Det skal lige synke ind hos såvel investorer og aftagere. Barrieren her er hverken rækkeviddeangst eller negative elpriser, som når der skal tages bestik af markedet for batteridrevne transportløsninger eller udbygning af fornybar energi.
Væsentligste driver for grøn brint er i alt sin enkelthed, hvorvidt vi ønsker en udfasning af fossile drivmidler eller ej i vores fly og søtransport – ikke at det kan gøres uden økonomiske konsekvenser.
Prisen på grøn brint, infrastruktur og ikke mindst, hvem der skal betale den, er derfor også den centrale diskussion. Men det er ikke et simpelt spørgsmål om, hvorvidt danske skatteydere skal betale for dekarbonisering af Tyskland.
Vi kommer alle til at betale en merpris – om det er prisen på flyrejser, skibscontainertransport eller i kemien i vores hverdagsprodukter. Spørgsmålet er således fortsat blot, om vi tager regningen, eller vi skubber den videre til vores børn.
Hærvejen var i sin tid ikke en “Foreign Direct Investment” fortaget af hverken germanske stammer eller den romersk stat. Men at det i sidste ende var romersk guld, der endte i jyske lommer, når kvæget blev drevet mod syd, er der ikke megen tvivl om. Tæt dialog mellem danske beslutningstagere, udviklere og infrastrukturejere er, hvad der har gjort, at vi nu er ved at etablere vor tids hærvej inden for en kort årrække.
Det er vigtigt nu, at den tætte dialog forsætter med myndigheder og aftagere uden for landets grænser. Særligt hvis det skal være klart for alle, at grøn brint kommer med en merpris.
Hvis en dansk brintinfrastruktur om ikke alt for længe kobler til et større europæisk net, bliver det med Egtved som ankerpunkt, da det er her at eksisterende rørinfrastruktur mod syd starter. At Egtved selv i bronzealderen havde meget stærke økonomiske forbindelser dybt ned i Europa – er en sigende symbolik.
