Bankerne tjente 75 mia. kr. i 2023. Det er det højeste overskud i sektoren nogensinde.
Overskuddet har medført en intens debat, om det er “for stort”, og hvad man eventuelt kan gøre ved det, ikke mindst i nærværende avis, hvor Pelle Dragsted og Finans Danmark har bidraget.
Debatten har også medført politisk interesse, herunder en høring i Folketingets Erhvervsudvalg.
Ved høringen fremførte jeg to argumenter: 1. Der er grund til stor varsomhed over for eventuelle indgreb baseret på vurderinger af, at bankernes overskud er “for stort” og 2. Der er muligvis behov for tiltag, der kan hjælpe til, at danskerne udnytter deres indestående i bankerne bedre.
Det er faktisk ret nemt at forklare stigningen i bankernes overskud disse år.
Vi kan starte med, hvad det ikke skyldes: Det skyldes ikke højere gebyrer eller bidrag, ej heller et fald i omkostningerne. I stedet skyldes det en stigning i bankernes nettorenteindtægter på mere end 20 mia. kr. gennem de seneste par år.
Årsagen hertil er, at bankerne har øget rentemarginalen, dvs. har hævet udlånsrenterne mere end indlånsrenterne, og at danskerne ikke har reageret meget på det, dvs. har store indlån på trods af en lav indlånsrente.
Årsagen er således anderledes end i årene inden finanskrisen, hvor bankerne også havde store overskud. Dengang skyldtes det en voldsom risikotagning i bankerne.
Det er ikke tilfældet denne gang. Overskuddet nu skyldes (basalt set), at bankerne tager vores indlån, som de forrenter med en lav rente, og placerer dem sikkert i Nationalbanken til en højere rente.
Når stigningen i bankernes overskud skyldes stigninger i rentemarginalen i kombination med store indlån, er spørgsmålet, om rentemarginalen er “for høj”. Dette afhænger af øjnene, der ser.
På den ene side er rentemarginalen i dag højere end for bare et par år side. Rentemarginalen over for husholdninger er i dag omkring 4,5 pct. Det betyder, at den gennemsnitlige udlånsrente til husholdninger er 4,5 procentpoint højere end den gennemsnitlige indlånsrente.
For et par år siden var rentemarginalen omkring 3,5 pct. Faktisk skal vi tilbage til 2006, før rentemarginalen var på så højt niveau som i dag.
“Diskussionen om bankernes overskud er for stort eller ej, bliver let en diskussion, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt
På den anden side har perioden siden finanskrisen været en periode med meget lave renter og lav rentemarginal. Måske var renterne – og rentemarginalen – faktisk unormalt lave.
Ser man på en længere periode og ser bort fra de meget lave niveauer efter finanskrisen, er rentemarginalen i dag på det laveste niveau siden 1970.
Pointen her er mere generel. Diskussionen om bankernes overskud er for stort eller ej, bliver let en diskussion, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt.
Det siger ikke meget, at bankernes overskud er 75 mia. Vi bliver nødt til at sætte det ift. bankernes størrelse eller egenkapital. Vi må også justere for risiko, men der findes mange måder at gøre det på.
Forskerne er uenige om, hvad den bedste metode er. Dernæst må vi beslutte, hvilke perioder vi vurderer/estimerer dette risikojusterede afkast over.
Og så vi må sammenligne dette med andre virksomheder, hvor vi også risikojusterer deres afkast. Og måske sammenligne med udlandet.
Kort sagt: Jeg er ikke sikker på, hvor meget vi lærer fra en diskussion, om bankernes overskud er “for stort” eller “for småt”.
Når det er ligetil at forklare stigningen i bankernes overskud – rentemarginalen er steget, og vi har store indlån i bankerne – bliver det relevante spørgsmål i stedet, hvorfor husholdningerne har så store indskud til lav rente i bankerne, og hvorfor vi ikke reagerer på rentestigningerne.
Der er nok to forklaringer.
Den ene er, at man måske ikke er klar over alternativerne eller ikke tænker over dem. Hvis det er tilfældet, kan der være behov for en endnu større indsats med at gøre husholdningerne opmærksomme herpå, dvs. at bankerne skærper deres rådgivning om alternativer til bankindestående.
En anden forklaring kan være, at alternativerne ikke er så egnede.
Vi kan: Købe obligationer direkte (dette er ganske kompliceret), købe investeringsforeninger med korte danske obligationer (de er forholdsvis rentefølsomme) eller flytte til konti med tidsbinding. (men det er ikke sikkert, at man ønsker at binde sine penge i seks, ni eller 12 måneder)
Der mangler således gode alternativer til bankopsparing. I USA har man pengemarkedsfonde (money market funds), som giver en sikker investering med en rente, der svarer til den gældende korte obligationsrente. Husholdninger (og andre) benytter sig heraf i stor grad.
Det er ærgerligt, at sådanne ikke er bredt tilgængelige i Danmark. Hvis vi kunne flytte vores bankindestående til pengemarkedsfonde, ville det forbedre danskernes formueforhold – og sænke bankernes overskud.
