Carlsbergfondet vil for fremtiden nøjes med to pladser i Carlsbergs bestyrelse i stedet for fem pladser.
Det kan forekomme at være en teknikalitet, men det er mere end det. Det er et lille, men vigtigt stykke erhvervshistorie.
Idéen er, at Carlsbergsfondets professorer vil åbne for at få flere kompetencer, især kommercielle, ind i en bestyrelse, som ser ind i en uforudsigelig fremtid med stadigt hårdere global konkurrence.
Carlsbergfondets professorer har historisk været både en svaghed og en styrke for bryggeriet som kontrollerende ejere.
Da en konsolidering blandt internationale bryggerier tog fart i 1980’erne og 1990’erne, var det fondets fundats med stramme kapitalkrav og forsigtige professorer med Kristof Glamann i spidsen, der holdt Carlsbergs adm. direktør Poul J. Svanholm tilbage.
Carlsberg fik ikke lov at gå med i kapløbet om opkøb, fordi det kunne udvande fondets ejerandel, og ledelsen måtte se til, at konkurrenterne fik lov til at vokse sig større, mens Carlsbergs skrøbelige licensaftaler i udlandet efterhånden blev sagt op.
Det var omvendt en ny generation af formænd for fondet, først Poul Christian Matthiessen og især Povl Krogsgaard-Larsen, der fik løsnet fundatsen og derefter brugte den offensivt, faktisk aggressivt, og skabte det moderne Carlsberg.
Først da man brød med samarbejdspartneren norske Orkla i 2004 og gjorde det brutalt, så man beholdt de mest attraktive værdier, og derefter da man vandt en årelang magtkamp med det skotske bryggeri Scottish & Newcastle, som man i et fællesskab med hollandske Heineken overtog i 2008.
Forløbet viser, at Carlsbergs ejerkonstruktion gør bryggeriet ekstraordinært afhængigt af fondets evne til at rekruttere de rigtige kompetencer på det rigtige tidspunkt, og at man har brug for kvalificerede erhvervsprofiler i bestyrelsen, som man havde det med Jens Bigum, den mangeårige leder af MD Foods.
Konflikterne med Orkla og Scottish & Newcastle var næppe blevet vundet uden Jens Bigums klarsyn.
Hver gang at fondets fundats blev løsnet, især i 2000, 2007 og 2013, havde man en følsom diskussion med fondsmyndighederne.
Hvad var det, at bryggeriets stifter J.C. Jacobsen ønskede? I hans testamente fra 1882 skrev han om værdien af at tænke langsigtet, og om at kvaliteten skal være så høj som mulig.
Dette har man løbende fortolket som et ønske om, at bryggeriet skal have en stærk konkurrenceevne, og derfor har skiftende fondsmyndigheder tilladt fondet at fastholde sin kontrol trods en mindre ejerandel.
Med det nye initiativ fortsætter fondet denne mangeårige og svære balancegang mellem historiens forpligtelse og nutidens afkastkrav.
Initiativet er et naturligt skridt, og det illustrerer, at fondets opgave er uændret: At vise, at fondskonstruktionen er en konkurrencefordel, og ikke en begrænsning i en global kommerciel konkurrence.
I kraft af Carlsbergfondets indflydelse i dansk forskning, kultur og erhvervsliv er det en opgave, som er afgørende vigtig, og ikke kun for bryggeriet, men for det danske samfund.
