At virksomheder er en del af det samfund, de dyrker forretning i, er efterhånden en velkendt sandhed, og op igennem 90’erne og 00’erne spredte idéen om virksomheder som bærende institutioner i samfundet sig langsomt. Det affødte nye tanker på ledelsesgangene og formede idéen om, at virksomheder er mere end blot sine produkter og ydelser. Da vi efter finanskrisen når 10’erne og sociale mediers indtog, begynder det for alvor at gå op for mange virksomhedsledere, at de ikke kan gemme sig bag det gamle paradigme om profit som eneste pejlemærke. Det var ikke længere tilstrækkeligt at lave et godt produkt eller levere en god service. Man skulle også markere sig på sine værdier og ansvarlighed.
For nu havde virksomhederne et ansvar i verden, og den politisk bevidste forbruger kunne holde dem ansvarlige for det ved at stemme med pengepungen og på sociale medier. Denne teori blev skabt på ryggen af Vestens kulturelle, økonomiske og militære hegemoni. Nu skulle vi blot have fjernet de sidste tyranniske regimer og diktaturer og indføre demokrati. Herefter ville verden blive demokratisk og værdimæssigt nærme sig os i Vesten.
Hvis ikke virkeligheden har ramt os endnu, så er korankrisen det seneste eksempel i en perlerække af sager, der viser, at det næppe er resten af verden, der vil bøje sig i vores værdimæssige retning. Men at det for nuværende nærmere kan være os, der i sidste ende vil bøje os.
For selvom jeg er helhjertet tilhænger af lgbt+-rettigheder, kvindekamp, frihedsværdier, ytringsfrihed og alt, vi ellers står for i Vesten og Danmark, så må vi efterhånden være ærlige og sige, at det i mange landes øjne er os, der er “forkert” på den. Hvis den globale verden var et demokrati, havde vi tabt med et brag. Vores værdier deles ikke af størstedelen af verdens befolkning. VM i Qatar viste bl.a. splittelsen.
Det var stort set kun vestlige lande – og især nordeuropæiske lande – som gik op i Fifas forbud mod regnbuearmbåndet. Debatten eksisterer nærmest ikke længere, og Fifas tilgang til at bandlyse lgbt+-symboler og lignende er ikke bare blevet accepteret, men kopieres nu af andre. Så hvor efterlader det danske virksomheder? Mildest talt i et dilemma. For selvom man i Danmark kan argumentere for, at man skal stå på de rigtige værdier som virksomhed, så er de værdier ikke nødvendigvis eksporterbare. Biovidenskabsvirksomheden Chr. Hansens tilbagetog på lgbt+-støtten er det seneste bevis på dette. Og hvis man ikke er villig til at stå på mål for sine værdier – også når de koster økonomisk, så skal man kraftigt overveje, om man i første omgang skal stille sig op på den værdimæssige piedestal. Vi befinder os i en ny verdensorden. En verdensorden, hvor Vesten efterhånden må indse, at vi ikke er den kulturelle, økonomiske og værdimæssige supermagt, vi engang var. Regeringen har indset det. Det samme har dansk erhvervsliv anført af Lars Sandahl og Vincent Clerc.
Spørgsmålet er, om de danske erhvervsledere – og i særdeleshed HR- og brandfolkene, der rådgiver dem – vil komme til samme konklusion? Måske vi står over for et tilbagetog for ideen om virksomhederne som proaktiv bannerfører for politiske holdninger og værdier?
Ser vi mod USA, så har Anheuser-Busch, der er moderselskabet for Bud Light, mærket meget direkte, hvor lidt der skal til, for at ens forretning kommer i problemer. Bud Light tabte markedsandele til konkurrenterne på baggrund af en kampagne med transpersonen Dylan Mulvaney som frontfigur.
Det fik Michel Doukeris, adm. direktør for Anheuser-Busch, til at udtale: “People want to enjoy their beer without the debate”, og jeg tror, citatet ovenfor vil stå som øjeblikket, hvor mange virksomheder trak følehornene til sig. Måske vi i fremtiden vil se flere virksomheder forholde sig apolitisk og gå tilbage til de klassiske dyder. At fokusere på at skabe stærke produkter, yde god service og behandle medarbejdere ordentligt. Alt sammen i jagten på det simple; øget profit.
En ting er dog sikkert. De kommende år vil vise, hvilke af de virksomheder og organisationer der de sidste mange år har fremturet med de rigtige holdninger og værdimæssige symboler, der faktisk har røv i buksen. Chr. Hansen havde ikke. Regeringen havde ikke. Landsholdet og DBU havde heller ikke. Spørgsmålet, der står tilbage til dig som virksomhedsleder, er simpelt. Er du klar til at forsvare dine værdier på bekostning af profit? Hvis ikke, så er det bedst helt at lade være.
