Sundhed er et centralt valgtema og står allerøverst på vælgernes dagsorden i flere spritnye målinger fra både Epinion og Megafon. Men skal vælgernes krav om bedre behandlingskvalitet og større kapacitet indfries, er der behov for en radikal ændring i måden, vi forstår sundhedsvæsenet på.
Vi skal væk fra tanken om, at sundhedsudgifterne alene er en byrde og i stedet omfavne de muligheder, som de kloge investeringer i bedre behandling, innovativt udstyr og moderne sundhedsløsninger giver. Ændringerne bør hellere ske i dag end i morgen, for vi står med et sundhedsvæsen, som ikke kan følge med, og hvor udsigterne er nedslående, hvis ikke der tænkes nyt.
Der kan næppe herske nogen tvivl om, at behovet for flere varme hænder og flere penge til sundhedsvæsenet er uundgåeligt, hvis man skal opnå et behandlingsberedskab, der står mål med fremtidens sundhedsopgaver, som bliver stadigt flere og mere komplekse. Flere varme hænder findes imidlertid ikke umiddelbart. Og flere penge er ikke i sig selv løsningen, hvis de blot hældes ind i systemet, som det ser ud i dag, uden at man reflekterer over, hvordan systemets overordnede styring mere fundamentalt kan ændre tankegangen.
Det skyldes, at al fornyelse i sundhedsvæsenet igennem de seneste år er blevet anskuet som besparelsesmål. Fejlagtigt er spareøvelser, med fokus på at personalet skal løbe stærkere, og at indkøb skal være billigere, blevet betragtet som effektiviseringer.
Det er en metodisk fejlsatsning, som man ikke har fået et bedre sundhedsvæsen af, men som i stedet har bidraget til en negativ, selvforstærkende spiral. Billigere løsninger har vist sig mindre effektive ift. at løse sundhedsudfordringerne, mens sundhedspersonalet er flygtet, fordi kravene om at nå mere med færre midler er blevet endnu mere udtalte og har dræbt arbejdsglæden.
“Bevisbyrden er uendeligt tung at løfte over for et styringsparadigme, der stammer fra Finansministeriet, og som kun har besparelser og siloopdelte budgetter i værktøjskassen
Situationens alvor kalder på et nyt styringsparadigme i sundhedsvæsenet, hvor effektiviseringer ikke måles på “samme løsning til en billigere pris” eller “flere opgaver med samme ressourcetræk” – men hvor man i stedet fokuserer på innovation i form af løbende forbedringer og trinvis fornyelse af behandlingsmetoder, behandlingsprocesser og sammenhængskraft; tiltag der vil koste penge i dag, men give afkast på længere sigt.
Et nyt styringsparadigme skal forstås sådan, at effektiviseringen bør bæres af innovationskraften, hvor ny teknologi spiller en hovedrolle. Innovationskraften skal altså være styrende og dimensionerende for sundhedsvæsenets udvikling – ikke etårige besparelsesmål afdeling for afdeling, som kendetegner driften i dag.
Både i industrien og blandt aktører i det offentlige sundhedsvæsen har man længe peget på, at effektiviseringer bør nås gennem andre virkemidler end de hidtidige, men bevisbyrden er uendeligt tung at løfte over for et styringsparadigme, der stammer fra Finansministeriet, og som kun har besparelser og siloopdelte budgetter i værktøjskassen.
Det er vores held, at vi har dygtige folk i regionerne og på landets hospitaler til at få det bedste ud af de rammevilkår, som tankegangen dikterer. Men vi er efterhånden også nået et punkt, hvor man ikke kan blive ved med at trække på indkøbsspecialisternes og sundhedspersonalets indædte vilje til at få det bedste ud af omstændighederne.
Det er ikke, fordi der mangler politiske ambitioner på sundhedsområdet. Dem er der sådan set nok af fra de folkevalgte. Paradoksalt nok har den praktiske opfølgning på de politiske mål ikke til dato ført til, at der fra politisk side er blevet sat spørgsmålstegn ved fremgangsmåden og det nuværende styringsparadigme.
Det er indlysende, at det kan være vanskeligt at arbejde systematisk med både nytænkning og driftsoptimering gennem besparelser på én og samme tid. Alligevel er det situationen i sundhedsvæsenet, der i praksis er lagt i en økonomisk benlås, hvor man ikke for alvor formår at udnytte de muligheder, som innovativt udstyr og nye behandlingsmetoder medfører.
Det er derfor tid til, at Finansministeriet udvikler et nyt modelgrundlag for opgørelsen af fornyelsesevnen i sundhedsvæsenet, som kan skabe en øget økonomisk fleksibilitet og muliggøre, at drift og udvikling i højere grad sideordnes. Der skal, kort sagt, gøres plads til, at klinikere og virksomheder kan afprøve – og blive målt på – nye løsninger. For én ting er helt sikker: Industrien står på spring for at indfri de politiske ambitioner om et robust og fremtidssikret sundhedsvæsen. Vi mangler bare at få lov.
