Hvor godt klarer Danmark sig egentlig? På overfladen fint. Lav ledighed. Inflationen er kommet ned. Boligmarkedet prøver at fordøje rentestigninger (og nye skatteregler), men er ikke faldet fra hinanden. København vokser. Novo eksploderer. Hvorfor har jeg så en dårlig smag i munden?
Måske fordi de sidste 20 år føles mere som en økonomisk bølge, der er drevet af faldende renter og finansiel gearing. Siden midten af 1990’erne er indkomsterne fordoblet (i løbende kroner), men huspriserne er steget fire-fem gange. Huspriserne er steget mere i København end i nogen amerikansk storby siden 2000. Og det har næsten udelukkende været et storbyfænomen.
Lavere renter har skabt en massiv formuestigning. Men kun i København og en håndfuld andre byer. Det er vækst skabt på en gearing af fremtidig forventet indkomst igennem få rige områder. Det er ikke en bredt funderet fremgang.
København har redet den bølge, byen ser fin ud og er vokset. Men store dele af landet stagnerer. København er Danmarks potemkinkulisse. Og den er mere et produkt af finansiel gearing i fortiden end en strålende dynamisk fremtid.
Hvor mange nye store erhvervsvirksomheder har Danmark skabt de seneste 20 år? Der er lidt medikoinnovation (i Novo-clusteren). Men der er ikke så meget andet. København har masser af konsulentvirksomheder, hvor begavede mennesker kan arbejde med meninger og image. Og der er masser af gamle virksomheder, der innoverer og lever fint.
Men Danmark føles ikke rigtigt som svaret på fremtiden. Det føles mere som et land, der ikke har været i rigtig krise i lang tid, og som derfor ikke rigtig ser nogen grund til at prøve at genopfinde sig selv. Et land, som synes, at grøn omstilling er et trylleord, der nok på en eller anden måde kan holde os kørende. Også selv om de fleste godt ved, at de fleste af de politikker og løsninger, det fører til, er bureaukratiske og tæt på meningsløse.
Der er jo ingen grund til, at AI skal affaldssortere, når vi selv kan bruge eftermiddagen på det. Men i praksis var der nok ikke en stor chance for, at Danmark blev valgt af Tesla til at huse en gigafabrik. Og hvis verdens næste kommende store innovator blev født i Hammel i morgen, var chancen for, at han ville realisere sit potentiale i Danmark, lige så stor, som chancen for, at Elon Musk havde realiseret sit potentiale i Johannesburg.
For nedenunder det hele er Danmark langsomt blevet mere centraliseret, mere bureaukratisk og mere stat. Det er blevet mere København og mindre Lolland. Folketingets idé om, hvordan man skaber mere dynamik, er at tvangskommandere en statsinstitution til provinsen. Det afslører, hvordan de ser verden. Send dem et subsidium og skidt med om det giver mening. Det er rent sovjetisk tænkning. Send dem en fisk i stedet for at give dem lov til at fiske.
Danmark har brug for et eksperiment. Sæt Lolland fri. Tag en side ud af Deng Xiaopings bog, og lad Lolland være en speciel økonomisk zone, i forbindelse med at Femern-forbindelsen åbner om ca. fem år. Giv Lolland lov til at bestemme så meget som muligt. Skatteniveauer – inklusive selskabsskat. Lad Lolland bestemme sine zoneregler. Fritag dem for folkeskolereformen. Giv dem 10-15 år. Og sammenlign derefter Lolland med Nordjylland. Jeg er ret sikker på, der ville ske ting og sager. I hvert fald mere end der sker uden for København i dag.
