Trods mere end ti års hårdt arbejde er det stadig ikke lykkedes at redde B&O. Langt fra. Det er en trist erkendelse, men forløbet er en nyttig advarsel til såvel virksomheder som politiske beslutningstagere.
Det er en ubarmhjertig, men nærliggende iagttagelse, at der ikke er noget nyt i den aktuelle krise i B&O. Krisens årsag er ikke ny, og ledelsens bud på, hvordan man vil løse krisen, er heller ikke ny.
Læsere med en lang hukommelse vil huske, at den daværende bestyrelsesformand Jørgen Worning fyrede adm. direktør Torben Ballegaard Sørensen tilbage i 2008 efter flere nedjusteringer.
“Dansk erhvervslivs skarpeste hjerner har ikke været i stand til at løse opgaven
Diagnosen var, at produktudviklingen gik for langsomt, og at de produkter, der blev sendt på markedet, solgte for svagt.
Direktører som Kalle Hvidt Nielsen, Tue Mantoni, Henrik Clausen og nu Kristian Teär har forsøgt at løse den opgave, og i bestyrelsen har erfarne ledere som blandt andre Ole Andersen, Jim Hagemann Snabe, Niels B. Christiansen og nu Mads Nipper været med.
Set i lyset af virksomhedens størrelse har såvel bestyrelsen som direktionen haft særdeles stærke ledelseskræfter til rådighed. De har alle haft det samme bud på en løsning: Hurtigere produktudvikling og et styrket salg.
Lige lidt har det hjulpet. På mindre end to år har ledelsen måttet nedjustere fem gange. Aktiekursen er nede på samme niveau, som den var for ti år siden.
B&O havde for 20-30 år siden en attraktiv position i sit marked, men virksomhedens unikke kompetencer inden for lyd, akustik og design er ikke længere unikke. Stærkere og langt større konkurrenter har indhentet B&O og kan produktudvikle og distribuere i et højere tempo.
Da en ny generation af forbrugere begyndte at streame musik igennem mobile højtalere og hovedtelefoner, hvor bekvemmelighed og design er vigtigere end en perfekt lyd til en høj pris, forsøgte man at gå efter det nye marked med B&O Play. Men satsningen blev ikke ført igennem for alvor.
Der er ikke belæg for at pege fingre eller for at være bagklog. Der er derimod grund til at tænke over, at nogle af dansk erhvervslivs dygtigste ledere og skarpeste hjerner ikke har været i stand til at løse opgaven i B&O. Trods samlet set mere end ti års hårdt arbejde.
Dette er en advarsel om, at noget større er på spil.
Vi skal som samfund orientere os ind i en fremtid, hvor teknologien udvikler sig hurtigere end nogensinde, og hvor forbrugernes adfærd er uforudsigelig. Vi har ikke naturlige forudsætninger for at konkurrere på skala og stordriftsfordele, og så meget desto vigtigere er det, at vi er innovative og omstillingsparate, og at vores uddannelser har et højt fagligt niveau. Det er glædeligt, at sommerens søgning til de teknologiske såkaldte STEM-uddannelser viser en stigning.
Det opslidende forløb i B&O fortæller, hvor uhyre krævende det er at fastholde en styrkeposition i en global konkurrence.
Uanset hvordan slutspillet ender, må man håbe, at politikerne på Christiansborg følger med. Vi har brug for, at vores politikere forstår, hvad danske virksomheder er oppe imod, når de forsøger at skabe værdi og tjene penge til vores velfærd.
Til det formål er B&O en lærerig case.
