En version af historien om 2023 er, at aktiemarkedet underliggende har været svagt. S&P 500 er steget ca. 15 pct., men det har været en af de mest koncentrerede stigninger nogensinde.
Det eneste, der rigtigt er steget i det amerikanske marked, er de syv kæmpestore teknologiselskaber: Amazon, Apple, Tesla, Nvidia, Microsoft, Meta og Google. De 493 andre selskaber i S&P 500 er stort set ikke steget.
Konsekvensen er, at de syv store megatech-selskaber igen er dyre. Det er fristende at affærdige det som endnu en boble. De sidste krampetrækninger i et marked, der i mere end et årti har været drevet af lave renter.
Men der er mere til historien om de syv tech-søstre. For det første har stigningen i år i deres aktier været associeret med en imponerende vending i indtjeningen.
Fra et markant fald sidste år til en stigning på ca. 30 pct. i år. En stigning, der – næsten – er løbet om kap med deres aktiekurser.
Hvordan kan megatech-selskaberne trods deres størrelse levere 30 pct. stigning i indtjeningen i et år, hvor verdensøkonomien knager efter de største rentestigninger i 40 år?
Et år, hvor vi ikke fik recession – men heller ikke imponerende økonomisk vækst? Er det fordi teknologi nu slet ikke er følsomt over for den økonomiske cykel og er i en AI-drevet optur?
Svaret er mest nej. Det slående er, at deres salgsvækst fortsat er svag. Den faldt sidste år fra tocifret til omkring 5 pct. pa. – og der ser den stadig ud til at være. Hvorfor stiger deres indtjening så 30 pct.? Svaret er simpelt:operational leverage.
De fleste teknologiselskaber er karakteriseret ved, at 1) de har som regel naturlige netvæksmonopoler, 2) de har omkostninger mest i forskning og udvikling (R&D), som nærmest slet ikke er relateret til deres omsætning og salg på kort sigt, og 3) de har ikke et fysisk kapitalapparat i klassisk forstand.
De har i været i et boom, hvor de aggressivt har hyret folk og taget let på omkostningerne – i hård konkurrence om talenter, idéer og startups. I 2022 skiftede økonomien gear – ned – og det ramte også teknologiselskabernes salgsvækst. Det er en myte, at de ikke er cykliske.
Tværtimod medførte høj omkostningsvækst lavere salgsvækst, som gav et pænt fald i indtjeningen.
De er om muligt endnu mere sårbare over for faldende salgsvækst end traditionelle virksomheder, fordi de har få variable omkostninger forbundet med deres “produktion”.
De har til gengæld to fordele. For det første er det nemt for dem at hæve priserne. For det andet har de meget fedt, der kan skæres væk. Som Elon Musk viste: Twitter kan køre efter en 75 pct. reduktion i antallet af ansatte.
Kort sagt bliver deres indtjening ramt hurtigere og mere af en nedtur i salget end andre selskaber.
Men de er også hurtigere til og har nemmere ved at rette op på indtjeningen. Nogle af dem ligner monopoliserende forsyningsselskaber. Men med den forskel, at de ikke har nogen afskrivninger på fysiske investeringer.
Det siger intet om deres langsigtede salgspotentiale – eller om indtjeningspotentialet for AI for den sags skyld.
Men det siger alt om, hvorfor Warren Buffett over de senere år har købt ind i selskaber som Apple og Microsoft. De er modne monopoler. Bare på den nye, smarte måde.
