I en krise, hvor intet er som før, hvor alt er uforudsigeligt, og hvor man som leder er nødt til at træffe svære beslutninger, ofte under tidspres, og uden ret mange oplysninger, hvad gør man så?
Man leder ud fra sine værdier. Man forsøger at navigere efter sit holdningsmæssige kompas. Hvis ikke man har andet, så har man sin etik. Det vilkår ser vi nu. Trods mange politiske initiativer, økonomiske hjælpepakker og et sundhedssystem i højeste beredskab, så har vi brug for mere. Vi har brug for sammenhold og for, at vi hjælper hinanden.
Det er glædeligt at se, at flere og flere private virksomheder vælger at bidrage til fællesskabet. Der er mange eksempler: Salling Group, Novo Nordisk, Rema 1000 og Grundfos hjælper sine små leverandører med likviditet, Grundfos forsøger også at producere reservedele til respiratorer. Landets banker har lovet at hjælpe kunderne med mere lempelige lånevilkår.
Carlsberg vil omlægge produktionen af cider til håndsprit, Stauning Whisky vil også lave håndsprit, og Coop samarbejder med Røde Kors. Ide-Pro i Skive, der laver plastprodukter, er begyndt at lave visirer, og direktør Morten Nors siger til Danmarks Radio:
”Det har givet en helt ny dynamik og en fællesskabsfølelse i vores virksomhed.”
Der er ingen grund til at være naive. Der er også eksempler på virksomheder, der gør det modsatte, og som forsøger at udnytte krisen på bekostning af andre, men lad os vælge at glæde os over de mange, der træder et skridt frem.
Det er kernen i at drive privat foretagsomhed, at man skaber værdi. Man skaber værdi for sig selv, naturligvis, men man skaber også værdi for andre - for sine kunder, for sine aktionærer, for sine medarbejdere, for sine leverandører og for sit samfund. Det livssyn ligger i den private foretagsomheds dna.
Vi har set en tydelig tendens igennem flere år, både her i landet og i andre lande: Flere virksomheder forsøger at tage et bredere perspektiv, når de laver forretning. De tager skridtet fra såkaldt ”shareholder value” til ”stakeholder value”.
De forsøger at kombinere et overordnet samfundsnyttigt formål med en kommerciel forretning, og de oplever, at især unge medarbejdere forventer dette. Når virksomheder ønsker at tiltrække talent, så har de, der forsøger at bidrage positivt til samfundet, en konkurrencefordel.
Det er umuligt at sige, hvordan verden kommer til at se ud på den anden side af krisen. Men lad os håbe, at private virksomheder med deres adfærd i denne tid, bidrager til en stærkere folkelig anerkendelse af det private erhvervsliv og de mennesker der tænker på andre end sig selv.