Det lød rigtigt og besnærende, da statsminister Mette Frederiksen (S) brugte afslutningstalen til at varsle ambitiøse reformer. “Fremtidens Danmark skal bygges nu,” erklærede statsministeren, der har bebudet en tiårsplan med elementer drypvist præsenteret hen over resten af året.
“Der er lystig gang i den christiansborgske udgiftsmaskine
Mette Frederiksen kredsede i talen om den politiske vilje til forandring, om modet til at træffe store beslutninger, der sikrer vækst og velstand – og hun understregede, at velfærden ikke kommer af sig selv. Den forudsætter især høj beskæftigelse, og at virksomhederne har de bedste betingelser. Mangler der arbejdskraft, ikke mindst faglært, er risikoen, at opsvinget ikke udnyttes godt nok, lød det.
Vi har endnu til gode at se mange af de præcise politiske forslag, der bl.a. skal forbedre integrationen, uddannelsesniveauet og få flere passivt forsørgede i job.
Men statsministeren kan passende begynde med at overveje eget mod – og lade sig inspirere af regeringens ene støtteparti. Op til afslutningsdebatten har De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, skærpet attituden og taler nu om behov for at løfte arbejdsudbuddet med op imod 30.000 personer. Altså en tredobling af det, regeringen selv har lovet for at udfylde hullet efter Arne-pensionen. Og måske vigtigst af alt: De Radikale forholder sig åbent og udogmatisk til redskaber som skattelettelser, også topskattelettelser, udfasning af efterløn, højere pensionsalder, ændret SU og beskæring af rentefradragsretten. En “omfattende” skattereform, der “betragteligt” sænker skatten på arbejde, er blandt De Radikales topprioriteter, lader Sofie Carsten Nielsen forstå i Berlingske.
Tre pointer er værd at hæfte sig ved:
For det første at R-lederen klogt nok undlader at låse sig fast på ét bestemt redskab. Den slags er som regel garant for fiasko. Sofie Carsten Nielsen kan blot spørge sin gamle partifælle Anders Samuelsen om arbejdsmetoden.
En pæn del af R-idéerne fremstår fortsat parlamentarisk urealistiske. Men tør ingen tale om at forhøje ambitionsniveauet eller om behovet for en større skattereform, sker der slet ingenting – ud over sikkerhed for klatvise forhøjelser, hver gang politikerne mangler penge.
For det andet udstiller De Radikales betragtninger en tiltrængt vej væk fra forståelsespapirets poetiske og sukrede forestillinger om, at man kan få bedre velfærd, stærkere uddannelsesniveau og grøn omstilling uden for alvor at gøre samfundskagen større eller træffe kontroversielle beslutninger. Det er helt forventeligt, at Enhedslisten onsdag væmmedes ved R-forslagene – mens det andet støtteparti, SF, illustrativt brugte afslutningsdebatten til at tweete om eget forslag: “Gratis psykologhjælp og gratis tandlægebehandling til alle uanset alder!”
Der er således lystig gang i den christiansborgske udgiftsmaskine, og vil De Radikale ved næste valg huskes for andet end hjemtagelsen af børn og mødre fra syriske lejre, er det på tide, at partiet finder tilbage til sine gamle rødder som det reformmodige og økonomisk ansvarlige i blokken.
For det tredje må det så også konstateres, at bordet fanger nu. Senest ved finansloven til efteråret bør der være lagt troværdige og håndgribelige reformspor ud for de kommende år.
