De varetager værdier for milliarder af kroner. Er ansvarlige for driften af selskaber indenfor forsyning, transport og logistik. De sikrer forvaltningen af grundpiller i vores samfund, ejet af os alle. Og hvem er så ’de’, og hvornår begynder vi at stille krav til, hvad de har af kvalifikationer?
Kommunalt ejede selskaber, der tilvejebringer vand, varme, el, står for havne eller noget helt femte, har alle en bestyrelse, og det er nærmere reglen end undtagelsen, at medlemmerne bliver udpeget, når et nyvalgt byråd konstituerer sig efter valget.
Her bliver det partimedlemskaber, der bestemmer, snarere end kvalifikationer og kompetencer til at drive komplekse virksomheder, hvor uigennemtænkte beslutninger kan ende med at koste borgerne dyrt. I Silkeborg har skatteborgerne således måttet æde en regning på 70 mio. kr., fordi kommunens forsyningsselskab spekulerede i lave elpriser.
Det gik galt og bestyrelsen var ikke deres ansvar voksent, så derfor måtte alle borgerne til lommerne. Bestyrelsen er siden fyret, men det understreger, at det ikke nødvendigvis er sådan, at man kan udfylde rollen i en bestyrelse, blot fordi man er folkevalgt politiker.
Vi er midt mellem to kommunalvalg og kan kun opfordre til, at det skal være kompetencer, der afgør bestyrelsesposter.
De enkelte partier i et byråd må hellere end gerne have bestemmelse over posterne, men hvor kunne det være forfriskende, hvis de selvsamme partier udpegede fagligt stærke bestyrelsesmedlemmer eksternt i stedet for at give dem til sig selv.
Vi er gået i gang med en nødvendig debat om diversitet og viden i bestyrelser i private selskaber – håbet er, at vi tager den samme om de politisk udpegede bestyrelser.
Når bestyrelsers sammensætning afgøres ud fra, om man sidder i byrådet for det ene eller andet parti, så er faren naturligvis til stede for, at selvsamme bestyrelse ikke er opgaven voksen. Det er en potentiel dyr omgang, for i sidste ende er der kun skatteborgerne til at betale for fejltrin.
Lad os stille større krav til de bestyrelser, der skal passe på ganske værdifulde fællesejede ressourcer.