For godt 10 år siden var jeg i min egenskab af at være cheføkonom i Danske Bank i Beijing med en delegation af økonomer fra den finansielle sektor i regi af Finans Danmark. Vi besøgte forretningsbanker, centralbanken, interesseorganisationer og universitetet i et forsøg på at blive klogere på det, der dengang var den store økonomiske bekymring: Samspillet mellem en ubalanceret kinesisk ejendomssektor og det såkaldte skyggebanksystem. Helt fundamentalt var vi bekymrede for, hvorvidt Kina kunne være på vej ind i en finansiel krise på linje med, hvad vi havde set i den vestlige verden få år forinden.
De kinesiske eksperter delte dog ikke vores bekymringer. Til trods for, at vi mødtes med mange eksperter, var svaret dengang ret enslydende: “Der er styr på situationen.” At alle gav samme svar, kan man tolke, som man lyster, men i hvert fald har historien vist, at de havde ret. Kinesisk økonomi blev ikke afsporet af den høje kreditvækst drevet af ikkeregulerede banker – de såkaldte skyggebanker.
Men selvom bekymringerne nok havde fået lov til at fylde for meget for økonomer som undertegnede, så går der sjældent røg af en brand uden, at der er ild i den. Selvom ejendomssektoren og skyggebankerne ikke førte til finansiel ustabilitet for ti år siden, så var og er ubalancen tydelig – og meget tyder på, at problemerne kun er vokset siden vores tur til Beijing.
For to år siden var det den kinesiske ejendomsgigant Evergrande, der tiltrak sig opmærksomhed – og senest har opmærksomheden rettet sig mod virksomheder som Country Garden Holdings og Sino-Ocean.
Fælles for de virksomheder, der er i problemer, er, at der er tale om gigantiske ejendomsudviklere med en betydelig gældsfinansiering. Ejendomsudviklerne har gennem årtier bygget i håbet om, at boligpriserne ville fortsætte med at stige – og at en fortsat stærk kinesisk økonomi ville sikre en stærk efterspørgsel efter boliger i de store byer.
De forudsætninger holdt – indtil de ikke gjorde det længere. Efter årtier med hastigt stigende boligpriser, høj vækst og stor jobskabelse i byerne har corona, geopolitiske spændinger og mange globale virksomheders behov for at sprede forsyningskæderne gjort, at Kina ikke længere er det vækstmirakel, som landet var indtil for få år siden. Det har også sat ejendomsmarkedet under pris – og de kinesiske boligpriser har efterhånden i en rum tid været faldende i mange områder.
Det har sendt ejendomsudviklernes forretningsmodel til tælling.
Ejendomsudviklere i massiv modvind behøver ikke at give problemer i økonomien bred set, selvom det naturligvis tæller ned, men ejendomsudviklernes store gæld gør, at der er en betydelig risiko for, at en krise i ejendomsbranchen udvikler sig til en finansiel krise. Den store gæld gør nemlig, at det finansielle system skal absorbere betydelige tab – og det risikerer at underminere den tillid, som hele det finansielle system er baseret på.
Det var præcis det, vi så under finanskrisen i USA og Europa for ca. 15 år siden. Tabene var store, men det var først da tilliden forsvandt efter Lehman Brothers kollaps i midten af september 2008, at krisen for alvor eskalerede.
Allerede inden Lehman Brothers kollapsede, var flere banker kollapset, men fælles for dem var, at man via statslig indgriben havde sikret, at den finansielle stabilitet blev opretholdt. Men i september 2008 var den politiske kapital brugt op, og finanskrisen blev en realitet.
For mig at se kommer det politiske system og centralbanken i Kina tilsvarende til at blive afgørende for, hvorvidt problemerne i den kinesiske ejendomssektor udvikler sig til en egentlig finansiel krise med makroøkonomiske konsekvenser. Hvis centralbanker og politikere er villige til at inddæmme problemerne, så behøver vi ikke at stå over for en krise her og nu. Politikerne og centralbanken har midlerne til at holde skibet i søen.
Risikoen er blot, at hvis politikerne ikke samtidig forsøger at adressere de underliggende problemer, risikerer vi, at problemerne bare dukker op til overfladen om nogle år – og måske i endnu værre form. Det er sådan set det, vi har set over de seneste år. Hver gang problemerne er dukket op til overfladen, har man sparket dem længere ned ad vejen ved at lempe pengepolitikken – men de underliggende problemer er ikke adresseret.
Meget tyder på, at man forsøger samme medicin denne gang. Men før eller siden er man nok nødt til at tage et opgør med det uregulerede banksystem – de såkaldte skyggebanker. Det vil på den korte bane koste vækst og velstand – men alternativet er ikke tillokkende.
Så længe væksten er høj, kan mange underliggende problemer nemt skjules – men den kinesiske vækst er strukturelt på vej ned, og så skal man have styr på balancerne. Det har man i mine øjne ikke. Jeg tror dog, at politikerne og centralbanken er villige til at symptombehandle længe endnu, så jeg tror ikke nødvendigvis, at vi står overfor en dyb finansiel krise i Kina lige med det samme, men jeg tror, at den kommer før eller siden – og hvis den kommer, kan den godt blive ubehagelig – ligesom den vestlige finanskrise var det for 15 år siden.
