Statsminister Mette Frederiksen brugte endnu en gang muligheden for at komme med en moralisering til danskerne.
På en konference på Christiansborg den 19. marts fikstatsministerens holdning til danskernes arbejdsmoralfrit løb. Hun kalder det en “mentalitetsting”, at danskerne går hjem fra samlebåndene kl. 16.00.
Igen skulle danskerne lægge øre til, at statsministeren nærmest kalder danskerne for dovne. At de ikke har forstået alvoren i, at der er krig i Europa. Det er ikke danskerne, fru statsminister, der søger job i udlandet. Og det er ikke danskernes pligt at arbejde for staten.
Hun påpeger tilmed i samme sætning, at i Rusland kører samlebåndene 24 timer i døgnet. Læg dertil, at hun også lige fik sneget ind, at hun er offer for pressens vinkling i sin opsang til danskerne.
Statsministerens valgtema nummer et i 2019 var en indførelse af den såkaldte Arne-pension. Selv kalder Socialdemokratiet den “Værdig pension” på dereshjemmeside.
De spinnede det som en “ret for de mest nedslidte”. Sandheden er imidlertid den, at Arne-pensionenintet har med nedslidning at gøre. Det er ganske enkelt ikke et kriterium i ordningen. I enundersøgelsebragt i Kristeligt Dagblad svarer fire ud af ti, at de ikke føler sig nedslidte.
I 1979 blev der indført en anden ordning, som tilskyndede folk til at trække sig tidligt fra arbejdsmarkedet, samtidig med at der blev skabt mere plads til unge på arbejdsmarkedet. Sidstnævnte var måske nok hovedintentionen med ordningen dengang.
Hvis Mette Frederiksen ønsker flere danskere ved “samlebåndet”, så skulle hun nok starte med at reducere i antallet af tilbagetrækningsordninger frem for at foreslå flere – som mest minder om at score lette point i en valgkamp. Og det er hverken en synd at fjerne en ordning, der har udtjent sin værnepligt som f.eks. efterlønnen.
“Skatteydere har en forventning til, at den offentlige sektor også har de ambitioner
Eller at nedlægge Arne-pensionen, så vi får de raske tilbage på arbejdsmarkedet, mens de nedslidte naturligvis skal kunne trække sig, som de altid har kunnet. Helt konkret kan statsministeren øge arbejdsudbuddet medca. 18.000 fuldtidsbeskæftigede, hvis hun foreslog at fjerne efterlønsordningen og Arne-pensionen.
De unge kommer i dag fint i arbejde – vi har endda bevæget os forbi milepælen på 3 mio. i beskæftigelse. Dertil er manglen på arbejdskraft fortsat tårnhøj, også efter rørige seniorer.
Det er korrekt, at Ruslands økonomi er omskolet til en krigsøkonomi. Hvis det også er statsministerens ønske, at vi som land styrker dansk produktion af ammunition, våben og tjenesteydelser til det danske forsvar, så kunne der passende reduceres i antal offentligt ansatte.
Det er ikke staten, der har evnerne til at etablere produktion, udvikle teknologi og digitale tjenester, der skal bruges i kampen for at forsvare den frie verden.
I Danmark er28 pct. af danskerne ansatte i den offentlige sektor. Antallet af offentligt ansatte inden for ledelse og administration ersteget med over 18.000 fuldtidsbeskæftigedei perioden 2011-2023.
Her er det også interessant, at hver gang andre partier foreslår at sætte mål for produktiviteten i det offentlige, så bliver bl.a. Socialdemokratiets modsvar: “Hvem er det, der skal fyres?” Det er det forkerte spørgsmål. Det er helt legitimt, at vi som skatteydere har en forventning til, at den offentlige sektor også har de ambitioner.
Økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, har i enkommentar den 7. april 2022 i Børsentalt om forskellen i produktivitet i Rusland og Danmark. Her beregner Christian Bjørnskov sig frem til, at russerne er næsten 2,5 gange mindre produktive end danskerne.
Lad os sige, danskerne arbejder jf. statsministerens udtalelse fra 8-16, hvor vi forlader samlebåndene, så skal russerne fortsætte med at arbejde yderligere 12 timer. Det giver fire timers søvn, før den næste arbejdsdag begynder. Er det den arbejdsmoral, som efterspørges?
Så i stedet for at hamre på dårlig arbejdsmoral, så burde statsministeren se på, hvordan vi kan blive endnu mere produktive i Danmark. En af de mest produktivitetshæmmende skatter er selskabsskatten.
Hun kunne lægge vægt bag ordene i opsangen til danskerne og foreslå at sænke selskabsskatten. I Cepos foreslår vi enselskabsskat på 12 pct.,der ifølge beregninger fra skatteministeriet vil løfte bnp med 30 mia. kr.
Det klinger dermed hult, når statsministeren kritiserer danskernes arbejdsmoral. Jeg har nævnt flere mulige veje til at øge arbejdsudbuddet og produktiviteten. Og det fine ved alle forslag er, at statsministeren kan gøre noget ved det selv.
