To ting står klart på baggrund af onsdagens trepartsaftale om løsninger på virksomhedernes arbejdskraftmangel. For det første, at trepartsaftaler ikke længere handler om at løse samfundsproblemer. For det andet, at bolden nu ligger hos statsministeren. Hun har givet erhvervslivet helt klare tilsagn om at løse akutte og strukturelle udfordringer. Et løftebrud vil være dybt ansvarspådragende. Hvis Mette Frederiksen forbliver passiv, får hun personligt ejerskab til risikoen for overophedning. Det problem kan ende med at blive skubbet nedad. Til finansminister Nikolaj Wammen. Jo mindre, hans chef vil gøre for at forlænge opsvinget, jo hårdere og tidligere kan han blive nødt til at bremse væksten for at undgå, at økonomien kører af sporet.
Det er kendetegnende for aftalen, at Dansk Arbejdsgiverforening knap vil stå ved dens indhold. DA taler om en “minitrepartsaftale”, der udgør en “dråbe i havet” målt mod virksomhedernes problem. Karakteristisk nok er den da også blottet for effektberegninger. Arbejdsgiverne har åbenlyst alene medvirket for husfredens skyld. Mens fagbevægelsen og regeringen har nedlagt veto mod virkemidler, der kunne have haft en mærkbar effekt.
