Coronakrisen er ved at være slut. Der er nok stadig et par måneder tilbage med restriktioner, men vi kan se enden på det. Naturligvis er der totalitære stemmer, der drømmer om at holde befolkningen i permanent nedlukning.
“Vi kan ikke moralsk forsvare at sætte demokratiets frihedsrettigheder – rejsefrihed, næringsfrihed, forsamlingsfrihed – permanent ud af kraft
Men det kommer ikke til at holde, både fordi der er et troværdigt svar på epidemien i form af vaccination, og fordi befolkningen er ved at have fået nok. Frygten for virus svinder, og ubehaget ved restriktionerne er stigende. I et demokrati som Danmark kan en regering på sigt ikke ignorere folkeviljen og de demokratiske frihedsrettigheder.
Det er rigtigt, at coronavirus næppe vil forsvinde helt, dertil er den for smitsom og for tilpasningsdygtig. Vi har fået og vil få nye varianter. Fremtidige virus vil dog meget tænkeligt blive mildere i takt med, at de bliver mere smitsomme, og forskerne i medicinalindustrien kan hurtigt udvikle nye vacciner, fordi de nu forstår den bedre.
Men selv om det ikke mod forventning skulle være tilfældet, vil krisen alligevel få en ende. Vi kan ikke moralsk forsvare at sætte demokratiets frihedsrettigheder – rejsefrihed, næringsfrihed, forsamlingsfrihed – permanent ud af kraft. Vores økonomi kan heller ikke holde til det.
Som epidemi- og vaccineforsker Christine Stabell Benn fra SDU allerede i efteråret forudså, kommer vi til at leve med virus ved at teste, smitteopspore og sikre de svage frem for at lukke samfundet ned.
Når sundhedspersonalet, de ældre og de svage er blevet vaccineret, er det ikke en katastrofe, hvis flere bliver smittet. Risikoen for coronasmitte må blandt andet afvejes mod konsekvenserne for andre sygdomme, for eksempel kræft og hjertesygdomme, hvor dødeligheden er højere.
På den måde kommer vi efter et langt tilløb til at lytte til, hvad verdens førende forskere på området anbefalede i “The Great Barrington Declaration”.
Vi kan altså se enden på krisen og så småt begynde at gøre status. Hvad skete der? Hvordan klarede vi os? Og gjorde vi det rigtige? Holdningen i Danmark er, at vi har klaret os godt og gjort det rigtige. I foråret 2020 var vi det mest tilfredse land i Europa på det område.
Hvis man ser på tallene nu, har Danmark dog kun klaret sig mellemgodt. Men selvtilfredshed og opbakning til regeringen er faktisk et gennemgående træk i de fleste lande fra Sverige til Tyskland eller Indien. USA under Donald Trump var en væsentlig undtagelse, men selv her bakker mange republikanere ham stadig op.
Dette overraskende fænomen skyldes en tendens til, at befolkningen bakker op om deres ledere, når de er bange. Psykologerne har kendt til det siden Erich Froms bog “flugt fra friheden”, der forklarede tyskernes tilslutning til nazismen i 1930'erne på den måde.
Det får befolkningen til at føle sig tryggere, hvis den i en utryg situation kan underordne sig under en fader- eller moderskikkelse. Angste befolkninger bliver også mere konforme og slutter op om ritualer og konventioner. Mange har oplevet at blive vrede på folk, der glemmer at spritte af.
Samtidig stiger tilslutning til in-gruppen (danskerne), mens de andre (out-gruppen) gerne skal holdes udenfor. Blandt andet derfor har der i mange lande været stor opbakning til at lukke grænserne og stor kritik af smittespredning blandt indvandrere.
Men har man i virkeligheden ikke brug for en stærk leder i en krise som den nuværende? Det er der mange, der mener, både i og uden for Danmark.
Det autoritære Kina har for eksempel på mange måder klaret coronakrisen bedre end USA og Europa, hvilket det kinesiske styre opfatter som et tegn på sin egen overlegenhed. Men problemet med Donald Trump var vel ikke, at han ikke var autoritær.
Problemet var, at han var så egoistisk og udygtig, at han ville have kastet landet ud i en katastrofe, hvis han havde haft magt til det. Europa har eksperimenteret med en centralstyret EU-respons, der ikke har vist sig vanvittigt vellykket, hvis man f.eks. ser på vaccineindsatsen, hvor vi er langt bag efter både USA og Storbritannien.
Risikoen ved autoritær ledelse er jo, at der ikke er nogen, der korrigerer ledernes fejl, hvilket kan koste dyrt. Det er langtfra sikkert, at de stærke ledere vil lytte til sagkundskaben frem for deres mavefornemmelser. Befolkningen betaler dyrt for sin tilsyneladende tryghed.
I erhvervslivet er den enevældige direktørs tid for længst forbi. Her har man lært, at det er uhensigtsmæssigt at give enkeltpersoner for stor magt. Direktørerne står til ansvar hos deres bestyrelse, bestyrelsen står til ansvar hos ejerne og så fremdeles. Dette princip om magtdeling er en langt bedre styreform end mere eller mindre oplyste enevælde.
