Da regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering blev præsenteret på Marienborg i december, var det et lettelsens øjeblik for mig som privat aktør på velfærdsområdet. Der blæste nemlig positive vinde i teksten, der fik mig til at tro på, at de mange års skyttegravskrig mellem private og offentlige aktører kunne erstattes af et fokus på at levere kvalitet til borgerne og tryghed for de pårørende.
De seneste uger er noget af min optimisme desværre aftaget en smule. Baggrunden er historien om den stigende selektion af elever på private skoler, hvor organisationen Skole og Forældre oplever en markant stigning i antallet af klager fra forældre. Alene i 2022 fik de 203 klager fra forældre, hvis børn er blevet smidt ud af fri- eller privatskoler, og det har fået debatten til at blusse op igen.
Som aktør på velfærdsområdet ærgrer det mig at læse den slags nyheder. Det gør det, fordi historier som disse puster til mistænkeliggørelsen af private aktører som pengemaskiner uden blik for borgernes ve og vel.
En opfattelse, der på ingen måde reflekterer det store flertal af aktører, der både tager et samfundsansvar, som offentlige aktører ofte ikke har mulighed for, og som har velfungerende samarbejder med landets kommuner.
Når man som aktør bevæger sig ind på velfærdsområdet, så er man nødt til at acceptere spillereglerne.
Man kan ikke drive en skole som en privat virksomhed, hvor man holder “ansættelsessamtaler” inden skolestart og smider børnene ud, hvis ikke de leverer en karakterbog, der bidrager til fastholdelse af skolens ry som karakterførende.
Jeg ser nogle alvorlige faresignaler, hvis private aktører fortsætter ned ad den sti. For det første skader det de private aktørers troværdighed, hvis man ser vores velfærdssystem som et tag-selv-bord.
“Samtidig skaber det en mistillid i samspillet mellem det offentlige og det private, hvis man ikke kan stole på, at der bliver arbejdet mod de samme mål for vores samfund.Vi får de bedste resultater, hvis både private og offentlige aktører overholder deres del af samfundskontrakten
Som aktør på velfærdsområdet er min opfattelse, at langt de fleste private aktører er fuldt bevidste om det enorme ansvar, man påtager sig.
Det er for mig at se en forudsætning for at lykkes på velfærdsområdet, at man ser det som den fornemste opgave at skabe de bedste rammer for de mange brugere. Hvis ikke det er tilfældet, vil det i mange tilfælde også gå ud over kvaliteten. Og så falder straffen prompte i form af tabte udbud eller utilfredse brugere, der søger andre veje.
Det gode samarbejde mellem offentlige og private går begge veje. For mens man som privat aktør selvfølgelig ikke kan vælge og vrage mellem de mest “profitable” brugere, så skal kommunerne selvfølgelig heller ikke sende alle de mest ressourcekrævende borgere hen til de private leverandører.
Vi får de bedste resultater, hvis både private og offentlige aktører overholder deres del af samfundskontrakten. På friplejehjemsområdet oplever vi generelt et rigtig godt samarbejde med landets kommuner og en forståelse af, at ansvaret for det gode samarbejde går begge veje.
Det kræver samfundssind at blive en succesfuld aktør på velfærdsområdet. Derfor vælger vi naturligvis ikke borgere hverken til eller fra på baggrund af deres situation og deres vurderede ressourceforbrug.
Omvendt har vi også en tiltro til, at kommunerne henviser borgere til de tilbud, der giver bedst mening, og ikke skeler til ressourcetrækket i kommunekassen. Og det er min oplevelse, at det respektfulde samarbejde er langt det mest udbredte.
Hvis vi skal lykkes med et tillidsfuldt samarbejde, så er det også afgørende, at vi kommer væk fra snakken om profit og i stedet vurderer vores velfærdstilbud på den værdi, det skaber for borgerne og deres pårørende.
Det er trods alt det, der er vores fælles samfundsopgave. Hvis fokus i stedet bliver på økonomi og udgifter, så risikerer vi at skære tilbuddene så meget ind til benet, at man for eksempel ikke kan løfte specialopgaver for de målgrupper, der har allermest behov for vores hjælp. Det er hverken fremmende for samarbejdet eller for oplevelsen for brugere og pårørende.
Jeg har fortsat en tiltro til, at den nye regering varsler en tid med mere fokus på borgeren i stedet for systemet. Den seneste tids debat er en kærkommen lejlighed til at minde de private aktører, som jeg selv er en af, om vigtigheden af mere selvjustits i denne type af sager.
Det er kontraproduktivt for de politiske vinde og hele branchen, hvis man for at værne om sin egen forretning bidrager til at grave grøfterne mellem det offentlige og private dybere.
Lad os i stedet hæve barren og vise os som et seriøst supplement til de offentlige tilbud.
