Kan skattelettelser finansieres med offentlige effektiviseringer? Det er blevet et centralt politisk spørgsmål, efter at De Konservative onsdag fremlagde deres skatteplan, hvor der som finansiering af lavere skatter forudsættes årlige produktivitetsfremskridt på 0,4 pct. På forsiden af Berlingske fredag såede en række topøkonomer tvivl om, hvorvidt det er muligt. Tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen kaldte det sågar ønsketænkning: “Fartgrænsen på motorvejen kan man ændre, for den står i en lov, men det der med, at produktiviteten i det offentlige skal stige mere, har jo karakter af ønsketænkning.” Men selvom man skal være opmærksom på de styringsmæssige udfordringer, er det uomtvisteligt, at der løbende er produktivitetsfremskridt i den offentlige sektor – og de kan politisk prioriteres til lavere skat.
Der er ingen tvivl om, at de politiske styringsværktøjer til at sikre offentlige produktivitetsfremskridt er mere usikre, end hvis vi taler om en reform, hvor skattelettelser finansieres ved lavere folkepension. Men de offentlige forbrugsudgifter udgør over 600 mia. kr. på årsbasis – så selvfølgelig er der lommer af ineffektivitet, som kan frigive de forudsatte 18 mia. kr. over en lang periode. Man må i den forbindelse ikke glemme, at der aldrig har været flere offentligt ansatte end nu.
“Det er et politisk spørgsmål – ikke et økonomisk
Det vil dog være naivt at tro, at man kan sikre uændret service i alle dele af den offentlige sektor, hvis produktivitetsfremskridt skal frigive midler til skattelettelser. Man vil fra politisk hold skulle sætte effektiviseringskrav, som vil blive til reelle besparelser, hvis kravene ikke indfries. Man sådan er det også nu, hvor der i de politiske planer forudsættes en produktivitetsvækst på nul.
Under alle omstændigheder bør midlerne ikke bruges, før det er konkretiseret, hvordan de findes. Men herefter er der frit slag – historisk har den offentlige produktivitetsvækst været i størrelsesordenen 0,5 pct. om året.
Den lavere offentlige udgiftsvækst i den konservative plan kan have betydning for samspillet med den private sektor – eksempelvis hvis uddannelsessystemet eller sundhedssystemet ikke lever op til erhvervslivets krav. Men det gælder også de høje marginalskatter.
Det er også afgørende at erkende, at der vil være forskel på den service, som den offentlige sektor kan forventes at levere i 2030, afhængigt af om man bruger de midler, produktivitetsfremskridt kan frigive til skattelettelser, eller ej. De partier, der lader de offentlige forbrugsudgifter følge demografien, frabeder sig jo ikke produktivitetsfremskridt. Lader man de offentlige udgifter følge det demografiske træk, bliver produktivitetsfremskridt tilbageført til den offentlige sektor. Det løfter den offentlige service sammenlignet med den konservative plan.
Om man politisk ønsker at tilbageføre produktivitetsfremskridt til danskerne i form af skattelettelser eller i form af øget offentlig service, er et politisk spørgsmål – ikke et økonomisk. Historisk har vi prioriteret offentlig udgiftsvækst, så danskernes forventninger til den offentlige service ikke skal justeres, men det er bestemt muligt. Uanset hvem der får magten efter valget, er det en god idé at kigge nærmere på den offentlige produktivitet.
