Inflationsudviklingen i euroområdet blev i januar med 2,9 pct. lidt højere end forventet og efterlod sig en øget tvivl om, hvornår ECB ville sænke renterne.
På den ene side er arbejdsmarkedet i euroområdet brandvarmt med en rekordlav ledighed på 6,4 pct., på den anden side er væksten gået i nærmest i stå, især i Tyskland, hvilket kunne tale for en hurtig rentenedsættelse.
Inflationsbekæmpelsen internationalt kom nok, anført af den amerikanske centralbank (Fed) og den Europæiske Central Bank (ECB), for sent i gang.
Til gengæld kom de mange rentestigninger overraskende, da de endeligt kom, og nu er der et større pres mod samme centralbanker for at sænke de høje renter, for at aktivitetsdæmpningen ikke skal blive for stor givet det hurtige fald i inflationen.
Faldet i inflationen medfører en stigning i realrenten, hvilket yderligere hæmmer aktiviteten oven i virkningen af de allerede forhøjede renter.
Derudover har inflationsfaldet haft en gunstig medvind, i kraft af at knuderne på forsyningskæderne er løst op, energipriserne er faldet væsentligt og arbejdsudbuddet, som skrumpede under coronakrisen, er steget igen. Disse forhold gør det vanskeligt at vurdere, i hvilket omfang centralbankernes tiltag har virket, eller at det er forhold som ovenstående uden for centralbankernes kontrol, der har æren.
Centralbankerne vil derfor nok være yderst påpasselige med en hurtig sænkning. De vil nødigt stå i den situation, at de vil blive nødt til at hæve renterne igen, hvis inflationen blusser op, eller inflationsmålet på 2 pct. ikke nås eller kan fastholdes.
Det er centralbankernes troværdighed, der er på spil, og falder troværdigheden, vil inflationsforventningerne stige og gøre bekæmpelsen mere langstrakt og pinefuld for befolkningen.
“Inflationsudviklingen har overrasket positivt det seneste år, men lønstigningerne øges også i det aktuelle brandvarme arbejdsmarked
I Danmark er der ikke meget, Nationalbanken kan gøre. Nationalbanken er nødt til pengepolitisk at følge ECB, da kronen ellers ikke kan fastholdes til euroen. Derimod kan regeringen stramme finanspolitikken for at dæmpe aktiviteten. Dette er politisk vanskeligt, hvis ikke der er plads til at dække behovet for at investere i grøn omstilling og forsvar foruden det stigende behov for øget velfærd.
For høj lønudvikling i Danmark er en central risiko for en for høj inflation. Fordelingspolitisk vil det være interessant at følge udviklingen under den aktuelle inflationsperiode i arbejdskraftens aflønning som produktionsfaktor, da denne er relateret til værdiskabelsen, og hvorledes samfundskagen deles.
Ifølge Danmarks Statistik har lønandelen af bruttofaktorindkomsten for ikkefinansielle selskaber i 20 år været stabil med ca. 58 pct. og med få markante afvigelser. Men i forbindelse med coronakrisen faldt i 2021 denne andel til 55 pct. svarende til lønninger på i alt 784 mia. kr. I 2022, hvor inflationen steg kraftigt, faldt andelen yderligere til 52 pct., før den i 2023 under inflationsfaldet og stigende lønninger rettede sig og vendte tilbage til 58 pct. (estimat).
Skulle status quo på 58 pct. være fastholdt i 2021 og 2022, skulle lønandelen være øget med 44 mia. kr. i 2021 svarende til 6 pct. For 2022 er en stigning på knap 100 mia. kr. eller 11 pct. nødvendig for at nå en lønandel på 58 pct. Hvis lønmodtagerne ikke finder, at opnåelsen af status quo på en lønandel på 58 pct. af BFI (for ikkefinansielle virksomheder) er tilstrækkeligt, men mener, de også skal kompenseres for en noget lavere andel i 2021 og 2022, helt eller delvist, så vil et lønpres kunne udløse yderligere inflation.
Virksomhedernes ekstraordinære overskud er typisk udbetalt til ejerne og ligger ikke nødvendigvis som en reserve. Derudover er den kraftige stigning i lønandelen fra 2022 til 2023 den største i mere end 20 år, og det kan ikke udelukkes, at der kan være et element af selvfortsættende karakter ved stigningen, hvilket kan sende lønandelen noget over de 58 pct. og yderligere øge risikoen for at forstærke inflationen.
Et skub i den gale retning
Inflationsudviklingen har overrasket positivt det seneste år, men lønstigningerne øges også i det aktuelle brandvarme arbejdsmarked. Med det bagtæppe vil det ikke kunne afvises, at lønmodtagere og deres fagforeninger vil kæmpe for ikke blot reallønsstigninger, men også for en øget andel af samfundskagen.
Giver selskaberne sig ikke, hvilket alle ikke kan, så kan det blive endnu et skub til inflationen i den gale retning. Der er noget, der tyder på, at inflationsbekæmpelsen ikke bør opgives, førend inflationen er fastere forankret i målsætningen på 2 pct.
