Hvordan pokker kan Henrik Sass Larsen skifte holdning til lønpakker så hurtigt og så radikalt, som det kommer til udtryk i Børsens artikel om partnere i kapitalfonde, der er blevet stjernerige? I 2019 sad Sass Larsen som prominent politiker i Socialdemokratiet og udtrykte sig indigneret om særligt de variable lønandele, der burde begrænses betragteligt.
Nu sidder han som direktør for kapitalfondene i brancheorganisationen Aktive Ejere, der oprindeligt hed DVCA, og kalder aflønningerne i kapitalfonde for en “solstrålehistorie”. Ifølge Sass Larsen repræsenterer de eksorbitante gevinster til enkeltpersoner deres evne til at skabe merværdi for virksomheder og samfundet.
Kritikerne mener, at aflønningerne er urimelige, fordi ansatte i kapitalfonde kan få gigantisk gevinst på minimal investering. Men det synspunkt fejer Sass af bordet. Hvis det er så enkelt at skabe merværdi, kan alle andre jo afprøve det på markedet, hvor alle har fri adgang til at afprøve deres evner, lyder rationalet med afsæt i markedskræfternes frie spil.
Men argumentet kommer fra Sass Larsen, og i offentligheden bliver det hurtigt skudt ned som utidigt dobbeltmoralsk, for hvordan kan han have et synspunkt som socialdemokratisk toppolitiker og et andet som direktør for en brancheorganisation?
Sagen er faktisk meget enkel: Henrik Sass Larsen viser, hvordan han håndterer sin rolle som direktør for en interesseorganisation. Det gør han loyalt, ligesom han loyalt kæmpede for de socialdemokratiske synspunkter, da han repræsenterede partiet.
I virkeligheden viser han, hvad loyalitet betyder på arbejdsmarkedet.
Loyalitet handler om at stå på mål for sin arbejdsplads, men samtidig være loyal over for sig selv og sine ambitioner. Hvis man mener, at arbejdspladsen går i en forkert retning, må man forsøge at ændre på forholdene. Hvis man ikke kan, må man gøre op med sig selv, om man ønsker at være ansat det pågældende sted.
Der er ikke meget hokuspokus i det.
I den forbindelse er det interessant at se på en anden politiker. Det er partihopper Mattias Tesfaye.
Trods rollen som socialdemokratisk minister valgte han at udskamme fodboldspillerne Jens Stage og Kamil Wilczek for deres skifte fra hhv. AGF og Brøndby til FCK. Han kaldte dem “Judas Stage” og “Kamil Paycheck”. For Tesfaye var det “sjov og ballade”, for spillerne var det alvor; den ene har modtaget en brandbombe, den anden er under politibeskyttelse.
Tesfaye gør sig dermed skyldig i en moralsk dobbeltstandard, når han hånligt angriber spillerne for illoyalitet over for deres oprindelige klubber, mens han selv frejdigt hopper fra parti til parti.
Sagen er, at begge spillere ikke har gjort andet end at udvise loyalitet over for de arbejdsgivere, de har haft, ligesom Sass Larsen nu gør det.
Hvad mere kan og skal man forlange?
