Der er meget læring i et OL. Og meget inspiration: om at forfølge sine drømme, om at præstere på højt niveau og om at vise vejen til succes.
Det er ofte vinderne, der får mest opmærksomhed i medierne, og det er nemt at vise overskud, når man står med en medalje om halsen. Men forleden var det taberen, der havde noget vigtigt på hjerte.
Før semifinalen i 400 meter hækkeløb talte løberen Sara Slott Petersen med Ritzaus Bureau om sin beslutning om at stoppe karrieren efter OL.
Den 34-årige Sara Slott Petersen talte om sin frygt for “at havne i et mørkt hul” og for at ” (…) jeg ender i en lidt depressiv tilværelse. Det må jeg indrømme. Om jeg kan blive lige så tilfreds i livet efter.”
Det var et usædvanligt åbenhjertigt interview om at have lagt sin identitet i sin karriere.
Nu gjaldt det om at afslutte karrieren godt. Men det værst tænkelige skete: I et tilsyneladende vellykket løb i semifinalen styrtede Sara Slott Petersen. En bitter afslutning på en karriere med mange ofre, men også med mange resultater.
Selvom det efter sådan en skuffelse kunne være fristende at tage et løb mere, fastholdt hun sin begrundelse for at stoppe nu, sådan som hun havde forklaret den til Ritzaus Bureau:
“Det er vigtigt for mig selv at kunne sætte et punktum. Jo længere jeg trækker den, desto større er sandsynligheden for, at jeg ikke selv kan bestemme.”
Det er sværere at komme ned fra scenen, end det er at komme op på den, siger et gammelt ordsprog. Den smertelige erfaring har mange ledere gjort sig, men alle ledere skal på et tidspunkt ned fra scenen.
“Forleden var det taberen, der havde noget vigtigt på hjerte
Ville en leder eller en topchef i erhvervslivet udtrykke sig som Sara Slott Petersen?
Man skal være forsigtig med at overfortolke en enkelt begivenhed, men med det forbehold, er det en overvejelse værd, om en 60-årig eller en 65-årig leder – en såkaldt boomer, som det hedder det på nudansk – kan lære noget af en 34-årig elitesportsudøver.
Det er menneskeligt at frygte uvisheden – og måske endda en mistet identitet – og det kræver mod at se sin sårbarhed i øjnene.
Sara Slott Petersen sætter ord på en frygt, som mange ledere har, men ikke tør tale om. Hun har tydeligvis tænkt over sin karrieres afslutning i lang tid, og selvom hun er usikker på, hvad der skal ske nu, så er hun er mentalt forberedt og åben om sine følelser.
Afslutningen på karrieren blev ikke, som hun havde håbet, men hun giver ikke efter for sin forfængelighed ved at tage et løb mere, hvor hun ville risikere at ende med en ny skuffelse.
I minutterne efter sit styrt havde en bevæget Sara Slott Petersen overskud til at sige dette til Politiken:
“Jeg er meget stolt og ydmyg over, at jeg fik nogle år i verdenstoppen. At komme fra Danmark og et lille forbund, som har meget, meget lidt at gøre med i forhold til mange andre sportsgrene, så er jeg utrolig stolt over at kunne lykkes.”
Sara Slott Petersen tabte, men hun viste sig som en rollemodel.
Hun stopper på et tidspunkt, som hun selv har valgt, og hendes usædvanlige åbenhed bør give hende et stærkt mentalt afsæt til at komme videre i livet og forhåbentlig skabe en ny karriere.
