Jeg blev glad, da Robusthedskommissionen for nylig i deres anbefalinger til et bedre sundhedsvæsen talte mere om teknologi og digitalisering, end jeg havde turdet håbe. Det gælder for eksempel anbefalingerne om altid at tænke “digitalt og teknologisk først” og at styrke digitale kompetencer og teknologiforståelse i sundhedsvæsenet.
Lige nu er udfordringen for vores sundhedsvæsen primært mangel på læger og sygeplejersker. Og den udfordring kan vi kun løse, hvis vi udnytter teknologien langt smartere, end vi gør i dag. Ny teknologi skal aflaste læger og sygeplejersker og bidrage til, at tiden bruges på faglige og patientnære aktiviteter – frem for administrative opgaver.
“Vi kan kun udnytte det store potentiale i de teknologiske løsninger, hvis vi gør op med suboptimering
Næste trin i raketten mod et bedre sundhedsvæsen er strukturkommissionen, der stadig barsler med sine anbefalinger. Mit håb er nu, at kommissionen tager stafetten op fra Robusthedskommissionen og undersøger, hvilke tiltag og hvilken struktur der bedst fremmer anvendelsen af teknologi på tværs af sundhedsvæsenet. Og “på tværs” er nøglebegrebet her.
Med mine digitaliseringsbriller handler et bedre sundhedsvæsen nemlig ikke om at tegne det rigtige organisationsdiagram eller at fordele embedsmænd på forskellige kontorer rundt om i landet. Det handler grundlæggende om at tænke meget mere på tværs af sektorer og geografi samt kliniske og administrative områder.
Udfordringen med anvendelse af teknologi i sundhedsvæsenet er ikke, at der ikke har været fokus på det – eller at der ikke bliver udviklet gode løsninger. I sin essens er udfordringen, at vi i det nuværende system ikke har evnet at skalere de teknologiske løsninger, der er blevet udviklet.
Når man i en region har fundet en god måde at anvende kunstig intelligens i forhold til mammografi, så er det ikke hensigtsmæssigt, at man i andre regioner går i gang med at opfinde egne løsninger, fordi man har nogle andre kliniske kriterier. Det kan godt være, at en ny løsning i en anden region kan blive få procent bedre, men med den tilgang kommer vi samlet til at bruge for mange ressourcer i vores sundhedssystem på at opfinde noget, der i patientperspektiv næppe har den store betydning i forhold til problemer med ventelister.
Et andet eksempel er billeddiagnostikken, som vi ikke har et nationalt system for. Det betyder, at patienters billeder ikke kan tilgås alle de relevante steder, så der ofte skal tages nye billeder til gene for patienterne og unødig belastning af sundhedsvæsenet. Det vil give god mening at betragte og styre det billeddiagnostiske område landsdækkende.
På tilsvarende vis kan den digitale understøttelse af en række andre store hovedveje i sundhedsvæsenet med fordel tænkes nationalt og i et længere perspektiv. Med den rette struktur er vejen banet for at sætte retningen for fremtiden og dermed sikre, at samfundet får mest muligt ud af digitaliseringen af sundhedsvæsenet. På den korte bane giver det ikke flere læger og sygeplejersker at sammenlægge landets to patientjournalsystemer, men i det lange perspektiv er det en overvejelse værd.
Er jeg så ved at opfordre Strukturkommissionen til at lukke regionerne? Min opfordring går på at fremme samtænkningen i sundhedsvæsenet. Vi løser ikke problemerne med et nyt organigram eller nye strukturer. Vi kan kun udnytte det store potentiale i de teknologiske løsninger, hvis vi gør op med suboptimering og får skabt en større sammenhæng på tværs.
Der er behov for helt nye styringsmekanismer, der sikrer, at vi tænker tingene sammen på tværs af geografier og institutioner. Hvad hvis vi for eksempel fordelte opgaverne mellem regionerne med henblik på skalering til hele landet? Én region kunne få ansvaret for et område med det mål, at de fire andre ville implementere det efterfølgende. Samtænkning på tværs vil desuden understøtte, at innovative sundhedsløsninger hurtigere realiseres i hele landet. Sådan ville man gøre det i en privat virksomhed, hvor det er meget svært at forestille sig, at man ville køre med flere systemer til samme formål eller flere parallelle udviklingsprojekter med det samme sigte.
Vi skylder patienter og pårørende en god oplevelse i mødet med sundhedsvæsenet. Ny teknologi er en central spiller i hele patientrejsen – så vi undgår “at fortælle sygdomshistorier gentagne gange,” manglende information, unødvendige sygdomsbesøg, fejlbehandlinger osv.
Den teknologiske udvikling går hurtigt. Inden for kort tid vil opgaver forsvinde, og nye opgaver dukke op.
Den rette struktur, der understøtter national samtænkning, til leverance af fremtidens digitale sundhedsvæsen, vil være central for, om vi lykkes med at håndtere fremtidens store efterspørgsel på sundhedsydelser.
