Det bør undre, at EU’s farmalovpakke med bl.a. udspil til et nyt lægemiddeldirektiv ikke får mere politisk opmærksomhed i Danmark, for der er enorme danske interesser på spil.
Uden lægemiddelindustrien ville dansk økonomi stagnere. Uden lægemiddelindustrien ville EU miste en af unionens mest profitable sektorer, som sender enorme indtægter retur til statskasserne. Læg dertil lægemiddelindustriens fundamentale rolle i økosystemet omkring life science-industrien.
Til gengæld for den manglende opmærksomhed fra de fleste partier og Europa-Parlamentets politiske grupper deles der rigeligt med dækningsløse løftechecks ud. Især loves det, at den nye lægemiddellovgivning kan sikre, at alle EU-borgere – uanset land – kan få den samme medicin til ens lave pris.
“EU skal heller ikke påstå, at priserne kan tvinges ned
og udvalget op ved
at forringe vilkårene for lægemiddelvirksomhederne
Kommissionens udspil har direkte betinget, at længden af databeskyttelse af medicinske opfindelser – et kernevilkår for innovation og investering – gøres betinget af, at medicinalfirmaerne sikrer adgang til deres produkter i alle EU’s lande.
Sympatisk intention – ingen tvivl om det. Problemet er bare, at det at binde databeskyttelse til krav om lancering i alle lande er skrupforkert.
Om et givet medicinalprodukt skal kunne købes i de enkelte lande, er i sidste ende landets egen beslutning.
Sådan er det, fordi sundhed er et nationalt ansvarsområde. Sådan er EU-traktaten skrevet, fordi sundhed er et kompleks af først og fremmest nationalt bestemte faktorer, der ikke bare kan ensrettes, som var EU én stat. Det er vi ikke. Det bliver vi aldrig.
EU’s primære opgave og ansvar er derimod at indrette industri-, markeds- og forskningsvilkår, så lægemiddelindustriens mange forskellige virksomheder foretrækker at være aktivt til stede i Europa.
Lykkes det, sikres et højt udvalg af evigt moderne og ægte innovative lægemidler til europæerne og til eksportmarkedet. På den måde kan lægemiddelindustrien blive ved med at være den økonomiske muskel og maskine, som kommer mange, mange flere til gavn end aktionærerne alene.
Det er et af EU’s vigtigste ansvarsområder, på linje med at miljøet bør belastes mindst muligt, og at patienter kan være trygge og stole på medicinalprodukternes kvalitet.
Men adgang til og pris på medicin er ikke alene industriens ansvar. Det hviler i høj grad på nationale skuldre, og de kan mange steder trænge til at forstå, hvordan de skal løfte bedre. At tro på eller forsøge at bilde vælgerne noget andet ind er forkert og farligt.
Der er flere forskellige forklaringer på, hvorfor bestemt medicin ikke er til rådighed for alle europæiske patienter. Nogle medlemslande oplever, at medicinalvirksomhederne går uden om dem som kunder. Omvendt kan andre lande uimodsagt påstå, at “X medicin er for dyrt for vores land”.
Det er kedelige kendsgerninger, der heldigvis langt hen ad vejen kan gøres noget ved, hvis man systematiserer og faciliterer dialogen mellem medlemslande og virksomhederne. Hvor mange penge et EU-land vælger at bruge på tilskud til medicin og deres sundhedsvæsen i det hele taget, kan EU ikke blande sig i, og EU skal heller ikke holdes ansvarlig for det.
Derfor skal EU heller ikke påstå, at priserne kan tvinges ned og udvalget op ved at forringe vilkårene for lægemiddelvirksomhederne. Det er simpelthen volapyk – selvom populistisk letlæsning endnu lader myten overleve.
“Vi har heldigvis Novo Nordisk, så hvad rager det os? Når lovene skal forhandles på plads med Rådet efter Europavalget næste sommer, skal Rådet nok rage kastanjerne ud af ilden,” synes indtil videre at være attituden fra de fleste danske partier.
Det er en både naiv og ansvarsforflygtigende strategi. Jeg er chefforhandler på farmadirektivet, og jeg er væk næste sommer. Så sidder der en ny, der med garanti ikke er dansker.
Jeg foreslår bl.a., at databeskyttelse bliver længere end i Kommissionens udspil, fordi det er afgørende for konkurrencedygtighed og investeringslyst. Og jeg foreslår, at lande, der gerne vil have en bestemt medicin på hylderne, nemmere end i dag skal kunne lave aftaler med virksomhederne om det. Men hvad mener mine danske kollegaer?
Deres politiske gruppe trækker mere eller mindre i den forkerte retning, som ikke tjener europæiske borgeres interesser og slet ikke Danmarks. Kan jeg regne med deres aktive hjælp, mens Europa-Parlamentets forhandlingsmandat forhandles på plads? Det håber jeg inderligt.
