Hver dag minder gule “breaking”-bjælker os om, at vi lever i en uforudsigelig og udfordrende tid.
Krig har ramt Europa, og vi er blevet vant til daglige nyhedsopdateringer om angreb i Ukraine. Om pres på forsyningskæderne. Om cybertrusler og klimakrise. Og om spændinger mellem USA og Kina. Det er ikke bare historier, vi kan følge gennem medierne. Det er virkelighed, der kan mærkes i hverdagen. I produktionshallerne og på direktionsgangene, hvor danske virksomheder må forholde sig til en foranderlig verden.
Spørgsmålet er, om vi er godt rustet til at klare de mange rystelser? Lige nu er svaret ja. Der er dog et men. For den stærke danske konkurrenceevne er ikke en naturlov. Slet ikke i en tid, der konstant lyser op i gult.
Siden murens fald er dansk eksport og import næsten fordoblet og udgør i 2022 tilsammen knap 130 pct. af bnp. Også investeringerne til og fra udlandet er siden da mangedoblet fra godt 10 pct. til knap 110 pct. af bnp i 2021.
Som en lille, åben økonomi er vi dybt afhængige af handel og investeringer, der krydser landegrænser. Derfor kan det tydeligt mærkes herhjemme, når der sker rystelser ude i verden.
Regeringen kan i denne uge præsentere en ny redegørelse om vækst og konkurrenceevne, der viser, at dansk økonomi står stærkt. Erhvervslivet står på et solidt fundament med en stærk konkurrenceevne. Der er rekordhøje 3,2 mio. mennesker i job i Danmark. Det er 400.000 flere sammenlignet med for ti år siden.
“Grønne teknologier og omstilling er århundredets eksportmulighed for Danmark. I det arbejde er EU’s grønne industripolitik – herunder Net Zero Industry Act – et centralt led
Danmark er lige nu et af de bedste steder at etablere og drive virksomhed. Men det er ingen naturlov i en verden i forandring. Vi skal gøre en aktiv indsats for at være med fremme i feltet. Ellers bliver vi hægtet af.
Derfor sætter vi i regeringen lige nu ind på flere områder, der skal sikre Danmarks konkurrenceevne i fremtiden. Det handler blandt andet om nye tiltag inden for globalisering, grøn omstilling, iværksætteri og kvanteteknologi, der alle skal tegnes i tæt dialog med erhvervslivet.
Den nye globaliseringsstrategi for dansk erhvervsliv skal f.eks. være med til at styrke vores konkurrenceevne frem mod 2030. Danmark er et højt specialiseret land, og dansk erhvervsliv skal også fremadrettet kunne gribe de muligheder, der udspringer af globale tendenser.
Derfor nedsætter vi et nyt virksomhedsforum for globale risici for at samle konkrete input til arbejdet, så vi også i fremtiden kan svare ja til, at erhvervslivet er rustet til udviklingen omkring os.
Det gælder ikke mindst for de danske iværksættere. Vi må erkende, at der ligger et uforløst potentiale. Sammenligner vi os med eksempelvis Holland og Sverige, skaber vi ikke nær så mange højvækstvirksomheder.
Vi kan også se, at andelen af kvindelige iværksættere er påfaldende lille. Derfor skal vi have en ny iværksætterstrategi for at indfri potentialet til fulde.
Den grønne omstilling er også en afgørende erhvervspolitisk udfordring.
Grønne teknologier og omstilling er århundredets eksportmulighed for Danmark. Vi skal gribe muligheden, så vi ikke mister vores stærke grønne position. I det arbejde er EU’s grønne industripolitik – herunder Net Zero Industry Act – et centralt led.
Vi vil arbejde aktivt for, at vi fra dansk side udnytter mulighederne. At vi indretter os, så rammebetingelserne for de grønne teknologier baner vej frem for at spænde ben.
For eksempel har vi et stort ansvar i at sikre, at investeringer i den grønne omstilling ikke forsinkes af bøvlede administrative processer. Men at vilkårene for at udvikle og udrulle grønne løsninger er fordelagtige. Andet har vi ikke tid til.
Når vi taler fremtid, taler vi også teknologiske nybrud. Og vi har formentlig kun set toppen af isbjerget. Der er mange nye gevinster at hente her. Blandt andet inden for kvanteteknologi.
Et godt eksempel stammer fra 2019, hvor et regnestykke, der ville være løst af verdens største supercomputer på ca. fire uger, blev løst af Googles kvantecomputer på godt tre minutter. Den udvikling skal vi favne og gøre til ressourcer på arbejdsgangen.
Selvom den nye redegørelse på mange områder viser, at Danmark kan være stolt af den store rolle, vores lille land spiller ude i verden, så ved vi aldrig, hvilke nyheder morgendagen bringer.
Den konstante udvikling viser os, at vi skal være fremsynede og modige.
Vi skal ruste Danmark til fremtidens rystelser.