Stort set alle lønmodtagere sparer i dag mellem 12 og 16 pct. af deres løn op i pension – og samlet set mere end 140 mia. kr. om året. Det sikrer for det første en økonomisk tryg alderdom, men samtidig er pensionsformuen på 4000 mia. kr. en stor del af forklaringen på vores robuste samfundsøkonomi. Den fremmer vækst, job såvel som den grønne dagsorden.
Den succeshistorie, som er rodfæstet i overenskomster og firmaaftaler, skyldes i høj grad også ansvarlige og langsigtede politiske beslutninger. Skatten på pensionsafkast er lavere end på anden opsparing, da man som opsparer forpligter sig til at binde pengene i lang tid.
Og da det for nogle år siden viste sig, at offentlige og private ordninger ikke spillede godt nok sammen, sendte politikerne et stærkt signal ved at løse hovedparten af det såkaldte modregningsproblem: At det ikke kunne betale sig for mange lønmodtagere i årene lige før pensionsalderen at spare op til pension, fordi deres egen pensionsudbetaling blev kraftigt modregnet i folkepensionen.
Et bredt flertal i Folketinget besluttede i 2022 at løse endnu mere af modregningsproblemet, så lønmodtagere ikke rammer partneres eventuelle folkepension og sociale pensioner, når de tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Der blev også indgået et bredt forlig før valget, som endnu ikke er vedtaget i Folketinget, om, at egen arbejdsindkomst heller ikke modregnes i folkepension.
“Hvis regeringen ønsker at gøre brug af lovgivning for at få alle til at spare op, står pensionsselskaberne klar til at tilbyde pensionsordninger for disse grupper
Det er en vigtig opgave for det nye Folketing at følge den aftale til måls hurtigst muligt og sikre klarhed for borgerne. For begge tiltag vil være mærkbare og vigtige forbedringer af vores pensionssystem med stor betydning for mange erfarne og værdifulde seniorer, som har lyst til at arbejde og bidrage.
Herudover har SVM-regeringen i regeringsgrundlaget varslet ændringer på to centrale områder, hvor pensionssystemet er en vigtig og oplagt del af løsningen. Regeringen ønsker at udvide arbejdsstyrken, bl.a. ved at seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet. Det stiller dog endnu større krav til fleksibel tilbagetrækning før folkepensionsalderen, som stiger i takt med levealderen, og muligheden for gradvist at kunne trække sig tilbage for egen opsparing. Her er der i dag en række snubletråde, som vi bør få fjernet.
Eksempelvis understøtter en række pensionsselskaber gradvis tilbagetrækning, ved at nedsat tid betales af en udbetaling af en pensionsordning.
Disse gode initiativer lider imidlertid skibbrud, fordi det i praksis ikke er muligt at få udbetaling fra en ratepension eller livrente og samtidig indbetale på en aldersopsparing – som for rigtig mange danskere er det oplagte sted at spare op i årene før folkepensionsalderen. Her bør de rigide regler for aldersopsparing ændres, så pensionssystemet kan understøtte fleksibel tilbagetrækning.
En lige så stor showstopper møder de danskere, der fortryder deres pension og ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet. De kan i dag ikke sætte deres ratepension på pause.
Dette bør være muligt, så de seniorer, som kan og vil tilbage i job, ikke straffes.
Regeringen foreslår også, at der skal gives skattelettelser for 4 mia. kr. i bunden af indkomstskalaen. Desuden skal alle spare op til pension. Her er det oplagt at forfølge begge mål ved at forhøje fradraget for pensionsindbetalinger som foreslået af Pensionskommissionen.
Et øget pensionsfradrag virker som en skattelettelse, når pension er en fast del af lønnen. Og det øger tilskyndelsen til at inkludere pension i lønpakken for den lille restgruppe, som ikke sparer op til pension. Hvis regeringen ønsker at gøre brug af lovgivning for at få alle til at spare op, står pensionsselskaberne klar til at tilbyde pensionsordninger for disse grupper.
Pensionskommissionens forslag om at forhøje fradraget for pensionsindbetalinger vil også styrke den fradragsberettigede del af pensionsopsparingen, som danskerne først betaler skat af, når de får den udbetalt som pensionister. Dermed er de selv med til at spare op til de offentlige udgifter til folkepension, ældrepleje og sundhed, som mange af os typisk vil få behov for, når vi bliver ældre.
Det offentlige får pengene i kassen, samtidig med at udgifterne opstår. Det gør vores økonomi og velfærdssamfund mere robust og er den bedste krisemedicin.
