DEBAT Så skete det… blå fløj blev rødere end rød. For to uger siden fremlagde regeringen sin plan Energistrategi 2050. En plan, der i kølvandet på fiaskoen ved klimatopmødet i København frem mod 2050 skal vise, hvordan danskerne skal omstille sig til en grønnere fremtid. Og hvorfor….? Ja, svaret, min ven, blæser i vinden…
Det lyder som om, at Danmark – altså de 5,5 mio. mennesker, der bor i dette lille land – skal bære hele klimabyrden, mens de omkringliggende lande ryster på hovedet af os. Hvordan skal det dog for vores lille land, hvor konkurrenceevnen er faldende dag for dag, nogensinde kunne betale sig at sætte ekstra skatter på brændsel og øge opsætningen af vindmøller i stor stil? Klimahysteriet har simpelthen antaget helt nye højder. Ud med kul, ud med gamle oliefyr, ud med naturgas og ind med endnu mere vind og højere afgifter på halm og flis. Og hvor ender regningen? Hos dig selvfølgelig.