ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Rigtig mange virksomheder er forvirrede over alle de nye dokumentationskrav”

Der er en masse hjælp at hente for virksomheder, når de skal rapportere om bæredygtighed, skriver Nicholas Mohr Krøyer der er senior forretningsudvikler i Erhvervshus Hovedstaden. PR-foto
Der er en masse hjælp at hente for virksomheder, når de skal rapportere om bæredygtighed, skriver Nicholas Mohr Krøyer der er senior forretningsudvikler i Erhvervshus Hovedstaden. PR-foto

Rigtig mange virksomheder får travlt i den kommende tid med at dokumentere deres bæredygtighed.

For foruden EU-direktivet, som er trådt i kraft i år, og som kræver større virksomheders rapportering om bæredygtighed, præsenterede EU i december et spritnyt direktiv, der skal sikre, at virksomheder aktivt tager stilling til og handler på negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljøet i hele deres værdikæde – hvilket også omfatter de små og mellemstore virksomheder.

Og vi kan se, at mange mindre virksomheder allerede nu kæmper med dokumentationen. Reglerne er komplicerede, og kravene fra de store virksomheder mange.

Så hvordan kan jeg tillade mig at sige, at bæredygtighedsdokumentation er nemt?

Det kan jeg, fordi udbuddet af digitale løsninger til dokumentation de seneste par år vokset eksponentielt i takt med de mange kommende krav til rapportering.

I 2023 er antallet af digitale platforme, nogle baseret på kunstig intelligens, eksploderet, og udbyderne kæmper om kunderne, så priserne er overkommelige.

Vælg en retning

Hvor skal virksomhederne så starte henne? For at gøre det mere overskueligt anbefaler jeg, at de mindre virksomheder deler deres dokumentation op i to:

1. Dokumentation af virksomhedens bæredygtighed.

2. Dokumentation af produkternes bæredygtighed – og dernæst udforske de digitale værktøjer, der er til rådighed lige nu.

I forhold til virksomhedens bæredygtighed bør første skridt være at se på klimaregnskabet. For har kunderne ikke allerede bedt om at se det, gør de det formentlig snart.

I dag kan en LCA erhverves til en tiendedel af prisen, takket være digitale løsninger og delvist kunstig intelligens

Erhvervsstyrelsen har lavet et gratis værktøj til netop det formål, Klimakompasset, der giver et godt overblik over virksomhedens udledning af drivhusgasser og idéer til, hvordan virksomheden målrettet kan nedbringe sit klimaaftryk.

Derudover hjælper Dansk Industri alle fremstillings- og engrosvirksomheder med at komme i gang med klimaberegningerne, og flere private konsulenter har også udviklet brugervenlige og billige digitale platforme til dokumentation.

Det bør alle kende

I forhold til dokumentation af bæredygtigheden i virksomhedens produkter findes der et akronym, som alle virksomheder bør kende: LCA.

Det står for Life Cycle Analysis, eller livscyklusvurdering på dansk. Virksomheder i byggebranchen kan ikke komme uden om LCA’er, og vil man dokumentere, at virksomhedens produkter er mere bæredygtige end konkurrenternes, skal produkterne have en LCA – især hvis de markedsføres som sådan.

Før i tiden kunne én LCA for ét produkt nemt koste over 100.000 kr. i konsulentbistand, og så var den et øjebliksbillede af produktets miljøpåvirkning. Men virkeligheden står som bekendt ikke stille.

I dag kan en LCA erhverves til en tiendedel af prisen, takket være digitale løsninger og delvist kunstig intelligens, og LCA’erne kan tilpasses løbende og forbedres over tid, når der kommer ny data.

Rigtig mange virksomheder er forvirrede over alle de nye dokumentationskrav, og der findes meget misinformation derude. Men vi kan ikke komme uden om kravene. Og det varer ikke længe, før alle virksomheder skal lave et årsregnskab på bæredygtighed i lighed med det finansielle årsregnskab.

Men som sagt er der hjælp at hente: Med den rette sparring, rådgivning og digitale værktøjer har det faktisk aldrig været nemmere at dokumentere sin bæredygtighed.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis