DEBAT - Jeg startede på teknisk skole i 1998. Dengang blev jeg mødt af undren fra venner og bekendte, der havde "højere tanker om mig". Men sandheden er, at teknisk- og håndværkspræget arbejde, kan være præcist så udfordrende som skrivebordsarbejde. Alligevel har interessen været i frit fald de seneste par årtier: Da jeg startede som murerlærling, var det sammen med en tredjedel af mine jævnaldrende. I dag er det kun halvt så mange. En halvering på 17 år er dramatisk. Jeg tror, det skyldes, at først forståelsen og derefter respekten for godt håndværk er forsvundet.I enkelte brancher mangler vi allerede nu kloge hænder. Konsekvenserne er alvorlige: Mester mister ordrer, vi mister arbejdspladser, Danmark mister indtægt. Da jeg på den baggrund i 2010 foreslog, at Danmark udarbejdede en industripolitik, satsede massivt på erhvervsuddannelserne og styrkede håndværk i folkeskolen, blev jeg mødt med kritik fra både røde og blå bekendte. Det var ren nostalgi, mente de. Men i dag har Danmark med Henrik Sass Larsen (S) igen fået en rigtig industriminister – et medlem af regeringen, der har formuleret den klare målsætning at øge både omsætning og beskæftigelse i produktionserhvervene.