Er bigtech og andre for dominerende, og er der brug for regulering? Det mener en hel del politikere. Du har hørt deres endeløse snak om ”løsninger” i kølvandet på de seneste EU-valg. Nu puster de kommende valg i USA til den tilsvarende snak om at “opløse monopolerne”.
Blomstrende tech, AI og andre succeser skaber reaktioner som EU’s “undersøgelse” af Apple, Google og Meta for at dominere markedet for digitale annoncer. Det samme gælder EU-regulatorernes bøde på 1,8 mia. euro til Apple for angiveligt at blokere for musikstreamingrivaler på deres App Store. Amerikanske embedsmænd presser på for lignende tiltag.
Mange eksperter nikker med – mens andre råber, at den amerikanske tilgang er fodslæbende og ikke hård nok. De roser EU’s Digital Markets Act – og Danmarks nyligt udvidede konkurrencelov, som giver regulatorer mere (vilkårlig) håndhævelsesmagt.
Uanset hvad du mener om bigtech, så er regulering ikke løsningen. Dansk “techplomati” er det heller ikke. Det er til gengæld kreativ destruktion – den konstante strøm af nye startups, der overhaler og erstatter de gamle. Det er kapitalismens selvregulerende magi.
Når virksomheder bliver til giganter, ser iværksætterne deres nye muligheder. De gamle, fede jægere bliver de jagede. Innovatorerne sejrer. En sådan cyklus kan tage ti år, 20 år – sjældent mere. Jeg har set det udspille sig i over 50 år. Vær tålmodig. Dominans er ikke permanent.
For at se og forstå denne udvikling bør du se på 1970’ernes 20 største virksomheder målt efter markedsværdi. Kun syv forblev i 1990’ernes top-20. I 2010 havde kun fire overlevet – og i dag er ingen længere at finde på top-20 listen.
Hvad skete der? Det enkle svar er innovation.
“Hvem vælter nutidens giganter? Jeg ved det ikke – og tør heller ikke at gætte
Minicomputerfirmaer væltede IBM. Pc’erne væltede minicomputerfirmaerne. Smartphones væltede Kodak. Alle væltede Xerox. Sultne nytilkomne spiste giganternes frokost – og ingen reguleringsløsninger var nødvendige.
Hvem vælter nutidens giganter? Jeg ved det ikke – og tør heller ikke at gætte. Men det kommer til at ske. Kun fem af nutidens top-20 virksomheder var på listen i 2010 – 15 er forsvundet på 14 år.
Innovation banede vejen for nye top-20-deltagere som Novo Nordisk, der kreativt destruerede vejen op ad rangstigen.
Denne proces kan dog også forårsage konkurser og afskedigelser. Men på langt sigt gavner fiasko alle.
Det frigør kapital, der lader nye firmaer skabe bedre produkter, tjenester, job og lønninger. Fiaskoer afslører, hvad der virker, og hvad der skal forbedres. Og det er, hvad vi har brug for.
Lande, der bekæmper kreativ destruktion, lider. Se på Japan og dets berygtede “zombie-virksomheder”. De understøttes effektivt af krydsejerskab. De kan ikke lede, men de dræner kapital fra udfordrere. Mange ville være døde for længe siden uden landets kunstigt lave renter.
Det skaber stabile job. Men det betyder også en træg økonomi. Siden 1994 – tidligt i Japans “tabte årti” – er Japans bnp vokset med 0,8 pct. p.a. frem til 2023 sammenlignet med USA’s 2,4 pct. – og Danmarks lidt mere lunkne 1,7 pct. p.a.
Hvad så med aktierne? I lokal valuta steg Japans med 152 pct., mens USA’s steg med 1694 pct. – og Danmarks fantastiske stigning på 4160 pct. – dog kraftigt påvirket af Novo Nordisk. På trods af Japans mangel på fiaskoer, var de stadig ikke i stand til at fastholde deres stærke tilstedeværelse i 1990’ernes top-20.
Regeringsindblanding skaber utilsigtede konsekvenser. Talrige undersøgelser, bøder og opsplitningsforslag resulterer – som du sikkert har bemærket – i små tech-sektorer i EU. Kun tre af verdens 50 største tech-virksomheder er EU-baserede. 35 er amerikanske.
Regulering er nyttig. Den håndhæver ejendomsrettigheder, som er afgørende for investorernes tillid. Også sikkerhedsregler er vigtige – herunder Danmarks foranstaltninger til beskyttelse af børn og unges onlineforbrug. Men når det kommer til at regulere de helt store spillere, fungerer kreativ destruktion bedst.
