Vejret vil det anderledes, men i kalenderen synes foråret at nærme sig. Et altid tilbagevendende event på vejen er aflæggelse af årsregnskaber for de største børsnoterede danske selskaber.
Tid til at lægge det forgangne år i bogen, tid til en tur ved eksamensbordet samt give indblik i forventningerne til det kommende år.
Og lad mig bare slå én ting fast i relation til karaktergivningen: Sundhedstilstanden i de danske selskaber er god, vi har al mulig grund til at være stolte, og der er ikke intet, der tyder på, at dét ændrer sig.
De danske selskaber er indbefattet af kvalitet, de har generelt ry for at være “best in class”, og mange har betydningsfulde positioner på deres respektive markeder.
Som formueforvalter entrerede Artha 2024 med overvægt i danske aktier en disposition, der har været tilfredsstillende indtil nu.
Indlægget kunne reelt ende her, i ren hyldest, men hvis der dykkes et spadestik dybere, vælter det frem med observationer. Var vi lige vidne til første fase i et generationsskifte? Er magtbalancen ved at skifte?
“De nye fanebærere banker på, de danske medikoselskaber er i særklasse, mens en gruppe boblere er klar i kulissen
Før jeg kommer for godt i gang, så er der dog hverken tale om tronskifte eller præsidentvalg. Toppen indtages af Novo Nordisk, og det kræver et godt skud fantasi at ændre ved dét.
Bevares, aktiekursen er løbet stærkt, mange forventninger er indregnet, men Europas mest værdifulde selskab gør det bare fantastisk.
Korrekt, en sort svane kan komme ind fra højre, aktien kan sagtens falde tilbage uden, men en abdicering fra tronen lader vi dronningen om. På de følgende pladser er der dog røre i stillingen.
Av for den til Mærsk og av for den hos Ørsted. To af de store hæderkronede danske virksomheder er i knæ. Året 2023 var på ingen måde et jubelår for de to, og begge måtte se værdien af sine aktier rasle ned.
Ørsted måtte foretage milliardnedskrivninger i USA efter katastrofal risikostyring, mens Mærsk skuffede fælt med sine tal og dystre fremtidsudsigter. Siden har Ørsted sat gang i en kæmpe oprydning, og hele den oprindelige succesfortælling er krakeleret.
Pres oplever også to andre af de store, hhv. Carlsberg og DSV. Året 2023 bød på ledelsesskifte i begge, men med vidt forskellige udfald.
Efter intens søgen fandt førstnævnte den i mine øjne mest kompetente danske topchef, mens DSV annoncerede intern abdicering ved et lidt skuffende årsregnskab.
I selve tallene kunne Carlsberg melde om et nogenlunde 2023, om kedelige meldinger for 2024, mens væksten så ventes accelereret i 2025, dette med Asien som drivkraft.
Markedet åd fortællingen i første omgang, men meget kan ske inden 2025, og risikoen omkring Kina er stor. For DSV afhænger meget af store opkøb og uetisk samarbejde i Saudi-Arabien.
Jeg tror ganske enkelt ikke på Carlsberg, mens jeg fortsat tror, DSV bevarer førerpositionen.
Det skal dog noteres, at hele transportsektoren er udfordret, og meget afhænger fortsat af fordelagtige tilkøb af konkurrenter.
Gennem flere år har ovenstående selskaber været blandt de største og mest succesfulde, nogle vi stolt kunne fortælle om som danskere. Men magtbalancen er ved at ændres.
Tiderne skifter, teknologien udvikler sig, og en historisk førerposition er ingen garanti for en statisk tilstand. De nye fanebærere banker på, de danske medikoselskaber er i særklasse, mens en gruppe boblere er klar i kulissen.
En gigant er således født efter fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen (Novonesis), mens Coloplast synes klar til for alvor at træde frem i rampelyset.
Begge leverede pæne regnskaber, begge har fornuftige forventninger til, hvad der venter, og begge er kørt i stilling til at tage over fra Mærsk og Carlsberg.
Efter flere års tilløb er der også så småt lys i tunnelen for Vestas. Hele branchen har været i knæ, men hele branchen er også på rette vej.
Vestas kunne berette om sorte tal på bunden, back-in-black, og meget tyder på, at magtbalancen skifter indenfor en årrække.
Ørsted vil være en skygge af fordums tid, og Vestas synes endelig klar til at overtage den grønne trone fra det statsejede selskab.
På de følgende pladser i hierarkiet er flere andre selskaber klar til at tage deres del af kagen.
Pandora har de seneste år været en imponerende erhvervshistorie, Tryg Forsikring nærmer sig status som markedsleder i Skandinavien, mens Danske Bank igen har meldt sig ind i kampen.
Godt nok er selve festen slut for bankerne, men efterfesten kommer til at vare til langt ud på natten. Centralbankerne vil sænke renterne senere i 2024, men tempoet vil være meget roligt og ikke true indtjeningen for alvor.
Derudover kan nævnes de danske høreapparatproducenter Demant og GN Group, som dog nok skal bruge lidt mere tid for at blande sig øverst i magtdelingen.
Alt i alt en god regnskabssæson i Danmark, men også med skjulte sandheder mellem linjerne. Uanset hvad har vi al mulig grund til at være stolte som danskere.