Den 9. januar bragteBørsenen artikel om, at to af direktørerne i Danmarks største fonde, Mads Krogsgaard Thomsen fra Novo Nordisk Fonden og Lene Skole fra Lundbeckfonden, blæser til angreb på rigide regler for indrejse af højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft.
Udlændingereglerne står her for skud, og når man læser og hører om eksempler på benspænd, kan en del virke skørt. Men debatten har brug for nuancer.
For virkeligheden er, at Danmark har nogle gode, store virksomheder, hvor alt er i orden. De har overenskomst og tillidsrepræsentanter, inddrager medarbejderne og bedriver god ledelse, de har fine pensionsforhold og efteruddannelsesmuligheder, ligesom de prioriterer et godt arbejdsmiljø.
De har store HR-afdelinger med orden i penalhuset, og indimellem har de brug for at rekruttere udenlandske medarbejdere fra tredjelande uden for Europa – enten på grund af kapacitetspres på den indenlandske arbejdsstyrke, eller fordi der er brug for nøglemedarbejdere som f.eks. særligt dygtige forskere. Her er ingen problemer, og udlændingelovens bestemmelser kan virke som unødvendige besværligheder.
Så er der de andre virksomheder. Byggefirmaer, der ansætter en lang kæde af underentreprenører, som underbetaler deres udenlandske arbejdstagere. Restauranter, der udnytter kokke, som er rejst kloden rundt for at ende med at blive underbetalt og udsat for dårligt arbejdsmiljø, og som nu står i en sårbar situation og ikke tør at sige fra.
Her er masser af problemer med underbetaling, arbejdstidsbestemmelser og decideret farligt arbejdsmiljø. Migrantarbejdere udgør ca. 12-13 pct. af de beskæftigede i byggebranchen, men 37 pct. af dødsulykkerne i Danmark fra 2016-2022 ramte migrantarbejdere.
De til tider skrappe regler er ikke lavet for at genere gode danske virksomheder, der opfører sig ordentligt. De er lavet for at værne mod omgåelse, udnyttelse og underbetaling af vores udenlandske kolleger i anløbne dele af erhvervslivet. Og da vi som bekendt hverken kan eller vil lave singulær lovgivning, må reglerne som udgangspunkt gælde for alle.
Fagbevægelsen går hverken ind for bureaukrati eller unødige benspænd for erhvervslivet, og vi vil gerne være med til at se på, om vi sammen med arbejdsgiverne kan pege på steder, hvor regelgrundlaget og forvaltningen kan være smidigere.
Og vi byder naturligvis udenlandske kolleger velkommen på det danske arbejdsmarked, så længe de arbejder på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Desværre er virkeligheden langtfra altid så god, at udlændinge bydes rimelige vilkår, og derfor er der fortsat brug for kontrol og værnsregler, som skal balanceres med hensynet til ordentlige virksomheders mulighed for at drive virksomhed.
Derfor er det også klart, at hvis færre eller ingen virksomheder benytter sig af ufine metoder, så behøver reglerne ikke at være så skrappe. Så i stedet for alene at pege på Folketinget og regeringen for lempelser, vil jeg opfordre til selvransagelse i dansk erhvervsliv.
Til at ordentlige virksomheder højlydt siger fra over for de brodne kar. Til at støtte kampen mod social dumping og udnyttelse. Til at stå skulder ved skulder med Fagbevægelsen, så vi i fællesskab kan bekæmpe løndumping og dårlige forhold for udenlandsk arbejdskraft
