I 1928 udgav nobelpristageren i økonomi John Maynard Keynes et essay, “Økonomiske muligheder for vores børnebørn”. Keynes tog et 100-årssigte og forudså, at levestandarden i Europa og USA ville være forøget i den grad, at ingen behøvede at bekymre sig om at tjene penge. Børnebørnene ville kun behøve at arbejde tre dage om ugen, når de voksede op.
Keynes forventede en betydelig økonomisk vækst baseret på en fortsat teknologisk udvikling inden for en række områder, for ikke at tale om videreudvikling af masseproduktionen. Keynes forventede, at økonomierne i 2028 vil være otte gange økonomierne i 1928, og der ville kun være brug for en 15 timers arbejdsuge.
Keynes er godt på vej til at få ret på vækstforudsigelsen, på trods af at der kom en verdenskrig i vejen og flere internationale kriser, som ikke indgik i profetien. Derimod har vi endnu ikke set arbejdsugen nå ned på 15 timer.
Udfordringen for Keynes var ikke mangel på økonomisk vækst, men hvad vi skulle med al den fritid, som fulgte med. Keynes var bekymret for, at dette kunne lede til et “generelt nervesammenbrud” i samfundet, når daglige sysler såsom husarbejde ikke kunne fylde en hel dag.
Fritiden risikerede ikke at opnå et meningsfyldt indhold og dermed udløse et nervesammenbrud. Et “nervesammenbrud” er datidens ord for at “gå ned med stress”. Om end fritiden er blevet stærkt øget frem til nu, så er det ikke gået så galt, som Keynes frygtede.
Nobelpristager i økonomi Joseph Stieglitz har som forklaring herpå anført, at vores valg er formet af samfundet, vi lever i, og over tid bliver de selvforstærkende. Med andre ord: Vi lærer at forbruge ved at forbruge – og nyde fritiden ved at bruge fritiden.
Vi lærer at få noget positivt ud af fritiden, hvilket gør, at vi i højere grad efterspørger fritid, men får også brug for at arbejde mere, da fritidsaktiviteter ikke er gratis – f.eks. ferierejser. Så vi må hele tiden balancere arbejde med fritid, og det er vi selv de bedste til.
Både den nuværende og forrige regering har skabt usikkerhed om, hvordan og hvor meget de vil reducere vores fritid. Hensynet er ikke, at regeringen er bange for, at vi får et nervesammenbrud eller går ned med stress som følge af den megen fritid, vi har opnået.
“Det er mange års produktivitetsforbedringer i virksomhederne, der har gjort det muligt at øge fritiden
Derimod vil den have os til at arbejde mere. Arbejdsudbuddet skal øges, så den øgede værdiskabelse, der opstår herved, kan beskattes, og skatteindtægterne bruges til at indfri regeringernes valgløfter. Seneste eksempel er afskaffelsen af store bededag.
Formanden for det uafhængige Økonomiske Råd, Carl-Johan Dalgaard, har gentagne gange advaret om, at udbuddet af arbejdskraft ikke vil stige på længere sigt ved afskaffelsen af store bededag, og der vil derfor ikke være en varig effekt på udbuddet af arbejdskraft.
Det kan undre, at regeringen ikke lytter – heller ikke til befolkningens klare røst i opinionsmålingerne, hvor regeringspartierne er gået en del tilbage efter afskaffelsen. Det ser ud, som om regeringen ikke anerkender, at det er mange års produktivitetsforbedringer i virksomhederne, der har gjort det muligt at øge fritiden, og fritiden har været efterspurgt af lønmodtagerne i stedet for kun løn.
Regeringens indgreb
Når arbejdsmarkedets parter over en lang årrække har skabt vækst med tilhørende øget fritid, er det vanskeligt at se regeringens berettigelse til at omgøre mange års forhandlingsresultater. Det er jo en underkendelse af, at markedskræfterne ikke længere skaber de bedste løsninger for alle. Lad nu arbejdsmarkedsparterne selv klare det.
Det vil i stedet klæde regeringen, hvis den fattes penge, langsigtet at styrke produktiviteten (værdiskabelsen per time), så vi for de samme ressourcer kan skabe mere værdi. Danmark har i 2010’erne oplevet en svagt stigende vækst i produktivitet, men det skal ses i lyset af en lang årrække med faldende vækst. 2010’erne viste således kun en gennemsnitlig årlig produktivitetsvækst på ca. 1,5 pct.
Regeringen har grebet ind for at øge arbejdsudbuddet ved at fjerne en helligdag og reducere lønmodtagernes fritid. Spørgsmålet er, om tilsvarende ikke vil kunne ske igen, når nu regeringen har annonceret en reformstorm. Hvad bliver det næste?
Kreative beskatninger er ikke fremmed for danske regeringer. Kunne det tænkes, at regeringen kunne finde på at beskatte fritiden i deres notoriske opfindsomhed og indgrebsiver? Skatter har den egenskab, at de kan ændre befolkningens adfærd – herunder veksle fritid til arbejde, men også finansiere politiske løfter og initiativer. Forhåbentlig en utopi og rent tankespind, men hvem ved.
