Overskrifter over alt i verden skriger: Pas på – recessionen er på vej – og en global nedtur truer. Analytikerne frygter, at det i mindre eller i forfærdelig høj grad vil knuse danske aktiers store stigning siden slutningen af september. Men du behøver ikke at bekymre dig. Hvis recessionen rammer, vil den være den mest omtalte og længst ventede markedsfaktor i nyere tid.
Det vil dæmpe recessionens effekt – og vil give fornyet brændstof og næring til markederne. Forvarslerne har bevæbnet os. Som jeg beskrev det i min sidste kronik, chokerer recessioner typisk alle – men i en stor del af sidste halvdel af 2022 forventede næsten alle – fra Esbjerg til El Paso – en recession.
De dystre trommer fortsætter, og Nordea vurderer f.eks., at Danmark går ind i en “ny fase” med faldende efterspørgsel og faldende økonomisk aktivitet. Philadelphia Federal Reserves måling af sandsynligheden for recession er rekordhøj. Det lyder skræmmende.
Topchefer over hele verden forventer da også en recession – og de er ikke dumme. Tænk lige på, hvor meget de allerede har gjort for at reducere alle omkostninger – også til vækst – for at forberede sig på recessionens komme.
“Topchefer over hele verden forventer da også en recession – og de er ikke dumme. Tænk lige på, hvor meget de allerede har gjort for at reducere alle omkostninger – også til vækst – for at forberede sig på recessionens komme
Siden april har der været flere end 400.000 globale fyringer med voksende nedskæringer blandt de store amerikanske teknologivirksomheder og konglomerater. I Danmark, hvor smidig arbejdsmarkedslovgivning muliggør fleksibilitet, har ingen sektor kunnet føle sig sikker. Fintech-virksomheden Pleo reducerede medarbejderstaben med 15 pct. i november.
Danish Crown nedlagde 350 arbejdspladser på sine slagterier i Sæby og i Ringsted – og yderligere 100 administrative stillinger i Danmark i den sidste uge af januar 2023. Det tysk-spanske vindenergifirma, Siemens Gamesa, har skåret 800 danske stillinger væk.
Samtidig stiger ansættelsesstoppet, og antallet af jobopslag falder over alt. Danske Jobindeks rapporterede om 27.600 nye jobannoncer i december – et fald fra sidste januar og februars 33.800 opslag hver måned. I USA er jobopslagene reduceret med 12 pct. fra højdepunktet i marts, mens ansættelserne er faldet med 11 pct. siden februar 2022. Over en tredjedel af topcheferne i Asien og i Stillehavsområdet har fastfrosset nye ansættelser.
Nedskæringer og fastfrysning af nye job er brutale for dem, der bliver berørt. Men det viser, at virksomhederne allerede er ved at blive slankere og mere påpasselige, og det begrænser virkningen af enhver truende recession.
Ud over nedskæringer i antallet af medarbejdere skærer næsten en tredjedel af de multinationale selskaber i deres annoncebudgetter. World Federation of Advertisers siger, at 75 pct. af annoncørerne sætter budgetterne under “massiv granskning”. Virksomheder forstærker også inddrivelsen af deres tilgodehavender og bremser kapitaludgifterne for at redde hver eneste krone. Dette er ikke typisk før en periode med nedgang. I fjerde kvartal af 2007 – hvor den globale finanskrise så dagens lys – steg Business Roundtables CEO Economic Outlook Index. Danmarks Statistiks stemningsbarometer for erhvervslivet steg tilsvarende i hele den sidste del af 2007. Derfor forværrede chokket nedturens smerte.
Recessioner synliggør tidligere tiders overforbrug – og truer virksomhedernes eksistens. Alligevel har virksomhederne brugt mange måneder på forebyggelse. Hvor meget mangler endnu? Noget, måske. Men masseforebyggelse giver blot en mild sammentrækning – eller slet ingen. Det er mere sandsynligt end et aktiechok i 2023.
Aktier stiger typisk i god tid, før recessioner slutter, og her sætter markederne priserne i god tid forinden baseret på den virkelighed, de forberedte virksomheder skaber. Ifølge S&P 500‘s lange historie siden 1925 sluttede 9 ud af 10 recessionsrelaterede amerikanske bear-markeder, før den økonomiske nedgang gjorde det. Den typiske mediantid var 6 måneder. Det er nok dét, vi oplever lige nu.
Det har vi set før. OMX steg fra det laveste niveau den 23. marts 2020, selv om det danske bnp i andet kvartal faldt 6,3 pct. Efter finanskrisens lavpunkt for danske aktier den 9. marts 2009 løftede det danske bnp sig først op i tredje kvartal. Hvad så nu? Recession eller ej, måneder med stramning af bæltet signalerer, at store gevinster nærmer sig i 2023.
Tag dig ikke af advarsler om dommedag. Næsten ét års forberedelse betyder, at en global recession – hvis den bliver til virkelighed – ikke vil banke danske eller verdens aktier ned som frygtet. Positioner dig derfor til dén virkelighed.